Tørre og trætte øjne

Tørre øjne er et hyppigt problem for mange danskere. Tørre øjne skyldes, at mængden af tårevæske er nedsat og/eller sammensætningen af tårevæsken er forkert. Mange forskellige ting i vores hverdag kan fremkalde eller forværre dette. Få her gode råd om, hvad du kan gøre.

De fleste med tørre øjne har ikke nogen bestemt sygdom, dog kan allergi i øjnene, øjenbetændelse og laseroperationer medføre tørre øjne.

Tørre øjne skyldes, at mængden af tårevæske er nedsat og/eller sammensætningen af tårevæsken er forkert. Tårevæsken består af tre lag; yderst et tyndt fedtlag, derunder et vandholdigt lag med protein, sukker, salte og bakterienedbrydende stoffer, og inderst inde oven på hornhinden er et slimlag. Når du blinker, fordeler de tre væsker sig over hornhinden, så den beskyttes mod ydre påvirkninger. Hvis du gnider øjet, fx ved irritation, udskilles der mere tårevæske.

Dannelsen af stofferne i tårevæsken afhænger fx af hormonproduktionen. Ældre har derfor typisk tørre øjne, fordi der sker hormonændringer, når vi bliver ældre.

Tørre øjne kan forværres eller udløses af følgende:

  • Dårligt indeklima med tør luft, støv, røg, klimaanlæg, statisk elektricitet eller kemiske dampe.
  • Computerarbejde og andet koncentreret arbejde kan gøre, at du blinker mindre, så øjet ikke får nok tårevæske. Læs mere under ”Øjnene på hårdt arbejde”.
  • Alder (tåreproduktionen nedsættes).
  • Kontaktlinser.
  • Sol, vind og vand.
  • Bivirkning til medicin.

Hvordan føles tørre øjne?

Typiske symptomer på tørre øjne er brænden, svie, kløe, lysfølsomhed, sløret syn samt følelsen af at have noget i øjnene. Øjnene kan også blive trætte, fx hvis du læser meget, eller hvis du kører bil.

Annonce

Hvad kan der gøres?

  • Tørre øjne kan ikke helbredes, men behandling kan lindre tilstanden. Undgå desuden ovennævnte ting, der kan forværre det. Skyl heller ikke dine øjne med almindeligt vand.
  • Apoteket kan hjælpe med kunstige tårer, der fås i håndkøb. Kunstige tårer lindrer tørre øjne i kortere eller længere tid. Der er mange forskellige typer, så du må spørge personalet til råds og i øvrigt prøve dig frem. Vælg dog kunstige tårer med nogle af de nye typer konserveringsmidler, da de ældre typer kan forværre generne. Spørg også personalet vedr. dette.
  • Hvis de kunstige tårer ikke lindrer, så få en tid hos din egen læge, der kan henvise dig til en øjenlæge. Øjenlægen kan undersøge, om der er noget galt med din tårevæske og/eller produktionen af denne.
Annonce

Øjnene på hårdt arbejde

Mange danskere sidder hver dag mange timer foran en computerskærm, når de er på arbejde. Computerarbejde er hårdt for øjnene. Hvis du sidder og ser ind i en computerskærm det meste af dagen, vil du måske opleve, at dine øjne bliver trætte og irriterede. Måske begynder de at klø og/eller løbe.

Det hårde computerarbejde for øjnene betyder, at de har brug for pauser og synsforandringer i løbet af dagen. Det kan derfor være en god idé, at du et par gange i løbet af dagen lukker øjnene i 10 sekunder ad gangen for derefter at fokusere på noget, der er længere væk end skærmen lige foran dig - gerne ud af vinduet. Dine øjne kan også have godt af en øvelse, hvor du skiftevis kigger op, ned og til siderne.

Belysningen er vigtig

Lysforholdene er en vigtig del af arbejdspladsens samlede arbejdsmiljø. Lysstyrken skal passe til det arbejde, som du udfører. Der må hverken være for lidt eller for meget lys, og det er vigtigt at undgå generende reflekser, blænding eller flimmer. Hvis belysningen ikke passer til arbejdsopgaverne, vil dit daglige arbejde blive besværliggjort, og du vil måske arbejde langsommere. Dårlig belysning kan desuden give trætte øjne, uhensigtsmæssige arbejdsstillinger og deraf følgende muskelspændinger og hovedpine.

Former for lys

Dagslys, loftbelysning og arbejdsbelysning udgør normalt den samlede belysning på et kontor. Desuden reflekteres lyset af lyse flader, fx hvide vægge, lyse bordplader, som derfor giver den bedste udnyttelse af såvel rummets naturlige lysindfald som kunstige lyskilder.

Når et lokale indrettes som arbejdsplads, er det vigtigt at være opmærksom både på lysindfaldet fra vinduer samt placeringen af lofts- og arbejdsbelysning. Lamper, computerskærme og andre blanke overflader skal være placeret rigtigt i forhold til hinanden og til vinduerne, så du undgår generende reflekser og blænding.

Sådan undgår du blænding

  • Placer dit skrivebord og computer vinkelret på vinduerne, så lyset falder ind fra siden.
  • Hav så vidt muligt matte overflader på vægge, lofter, karme, borde, computerskærme og andre ting i lokalet.
  • Brug lofts- og arbejdslamper, som skærmer godt af for selve lyskilden (man skal ikke kunne se direkte ind i lyskilden).
  • Undgå loftsbelysning lige over dit arbejdsbord. Lyset skal falde ind fra siden.
  • Placer din arbejdslampe, så lyset falder ind fra siden under øjenhøjde.
  • Flimmer kan skyldes nedslidte eller snavsede lyskilder.

Kilder

Pjecen ”Øjenproblemer” af Mentor Instituttet

BAR Kontor

Læses lige nu

Mest læste