Akupunktur mod smerter

Akupunktur kan lindre kroniske smerter som fx hovedpine, nakke- og skuldersmerter, viser en nyere dansk undersøgelse.

At akupunktur kan lindre kroniske smerter, er ifølge akupunktør Nicolai Christensen ikke nyt: ”Siden jeg selv prøvede det første gang, var jeg klar over, at akupunktur har en effekt,” siger han. 

Nu er det så blevet slået fast rent videnskabeligt. En dansk undersøgelse viser nemlig, at akupunktur har en reel effekt overfor visse kroniske lidelser, herunder hovedpine, nakkesmerter, skuldersmerter og knæsmerter. Undersøgelsen er baseret på 20.431 patienter. Den koncentrerer sig om en femårig periode fra 2000-2005.

Ikke noget nyt

Overlæge Claus Andersen ved Odense Universitetshospital, Afd. V, der har været med til at lave undersøgelsen, mener heller ikke, at resultatet er nyt.

”For at bevise at akupunktur virker, er man nødt til at undersøge det rent videnskabeligt,” siger han, ”ellers vil mange læger afvise at anvende denne behandlingsform.”

Claus Andersen har sammen med overlæge Palle Rosted gennemgået en række videnskabelig litteratur for at belyse virkningen af stimulationsbehandling på kroniske smerter.

Med stimulationsbehandling menes manipulation, akupunktur, akupressur, fysioterapi, elektrisk nervestimulation, zoneterapi, laserbehandling og epidural stimulationsbehandling.

Det viser sig, at akupunktur er den mest effektive teknik. Det drejer sig primært om behandling af smerter ved hovedpine, skulder-, lænderyg- og albuesmerter.

Formanden for PLO’s bestyrelse (Praktiserende Lægers Organisation) Michael Dupont mener dog ikke, undersøgelsen vil få de store konsekvenser. ” Da undersøgelsen jo er baseret på allerede kendt viden, tror jeg ikke det vil ændre noget,” siger han.

Mere arbejde

På trods af at undersøgelsen blot er et videnskabeligt bevis for, akupunkturens effekt, er Nicolai Christensen optimistisk: ”Jeg tror og håber på, at akupunktur vil blive mere udbredt. Lægerne burde benytte akupunktur frem for medicin, hvis det er muligt” siger han.

Også Overlæge Claus Andersen mener, undersøgelsen kan have effekt. ”Debat giver øget fokus. Og en videnskabelig undersøgelse, kan forhåbentlig medføre, at alle tvivlerne også overbevises,” siger han.

Michael Dupont er derimod mere skeptisk: ”Jeg tror ikke, undersøgelsen får konsekvenser. Hverken for lægevidenskaben eller for akupunktørerne,” siger han, ”som læge ville jeg aldrig henvise til en akupunktør, uden en lægevidenskabelig baggrund”

På trods af dette, er der ifølge akupunktør Nicolai Christensen øget efterspørgsel på akupunktører: ”Jeg kan allerede mærke, at flere tror på akupunktur,” siger Nicolai Christensen, ”men den bedste vej til flere kunder er dog stadig gennem mund-til-mund metoden.”

Undersøgelsens resultater er tilgængelige i Ugeskrift for Lægers temanummer om smerter og smertebehandling fra maj måned.

Fakta om akupunktur
Ordet akupunktur er sammensat af to ord fra latin. Acus betyder nål, og punktura betyder at punktere eller stikke. Selve behandlingen foregår ved at en steril engangs-nål stikkes ind i et bestemt punkt på kroppen. Dermed frigøres en i kroppen iboende energi, som betyder, at kroppen selv bliver i stand til at starte en heling af den eller de ubalancer, der har forårsaget eksempelvis smerten.

Former for akupunktur

Der findes flere former for akupunktur fx akupressur, øreakupunktur og cupping, for blot at nævne enkelte af dem.

Behandling af hele patienten

Mange års forskning og praktisk erfaring har vist, at udover at hjælpe mod diverse lidelser, gør det mere end blot at lindre symptomerne. Filosofien er, at man behandler hele patienten, og derved genopretter balancen i hele kroppen.

 

Kilder

Læses lige nu

Mest læste