Sæson for forkølelser

Vi kender det alle. Man bliver utilpas, træt, får ondt i halsen og måske også i ørene. Næsen begynder at stoppe til og måske får man feber. Hovedet gør ondt, og lige pludselig begynder næsen at løbe i et par dage, hvorefter ens snot bliver tykt og grønt. Der er tale om forkølelse.

Der er flere end 100 forskellige vira, som kan forårsage det vi i almindelig tale kalder forkølelse. Det er årsagen til at forkølelse trofast vender tilbage igen og igen. Som regel sker det 3-4 gange om året, dog oftest om vinteren, hvor det er koldt og hvor vi opholder os tættere sammen indendørs, hvor virus rigtig kan sprede sig. Forkølelse er en forholdsvis mild sygdom i forhold til influenza.

Sygdomsforløb

Forkølelse varer en til to uger. I nogle tilfælde kan forkølelse være anledning til mere alvorlige sygdomme som bihulebetændelse, mellemørebetændelse, hals- eller lungebetændelse. I de tilfælde er det vigtigt at opsøge læge.

Smitterisiko

Der går 2-5 dage fra du er blevet smittet til symptomerne bryder ud, men allerede dagen før udbrud kan du smitte andre. Man kan derfor være det der i fagsprog kaldes rask smittebærer, hvor man har virus eller bakterier i kroppen og dermed kan smitte andre, men ikke nødvendigvis selv udvikler sygdommen. Selve smitteperioden fortsætter til forkølelsen er endt. Risikoen for at smitte andre er særligt udpræget i de første par dage af forkølelsen, hvor nys forekommer oftere.

Behandling

Der er ikke meget at gøre end at respektere kroppens signaler og tage et par dage på langs når forkølelsen melder sig. Alle forkølelser er forårsaget af en virus og derfor hjælper antibiotika ikke. Antibiotika som penicillin hjælper nemlig kun når der er tale om en sygdom forårsaget af bakterier. Næsespray kan eventuelt hjælpe på lufttilførslen i næsen og bremse dannelsen af snot. Ved at pleje sig selv derhjemme et par dage, undgår man også at smitte ens kollegaer.

Forebyg forkølelse

Den bedste måde at undgå flere dage i sengen, er at forebygge at forkølelsen overhovedet opstår. Her følger nogle gode råd om, hvordan du kan mindske din risiko for en efterårs/vinter forkølelse:

 

Hyppig håndvask og renlighed

Forkølelse smitter især når man får virus på fingrene og bagefter fører hænderne op til mund eller næse. Hyppig håndvask er derfor relevant. Har du børn er det en god idé at vaske barnets hænder efter ophold i børnehaven, som er et vellidt sted for forkølelsesvira. Virus transporteres desuden via dråber i luften, og derfor er der også en stor smitterisiko, når en forkølet person nyser eller hoster. Hvis du er i selskab med en forkølet person kan et godt råd være at holde vejret i et par sekunder efter et nys. Ikke mindst er hyppig og grundig rengøring med til at mindske smitterisikoen for forkølelse mellem personer i de måneder, hvor man især opholder sig inden døre. Husk, at dørhåndtag og lyskontakter, også er store smitteformidlere. Forkølelsesvira kan overleve i flere timer uden for kroppen.

Styrk immunforsvaret

Man hører det oftere og oftere: Kød er godt fordi det indeholder proteiner. Proteiner er byggestenene for immunceller og hormoner som begge vedligeholder immunforsvaret. Desuden indeholder kød mineralerne selen og zink, som indgår i forskellige anti-oxidante enzymsystemer og er derfor afgørende for et godt immunforsvar og for kroppens celler. Zink forstærker blandt kroppens evne til at bekæmpe infektioner, allergier, virus, skadelige og giftige stoffer samt kræftceller.

Hold dig varm

Det fremgår næsten af navnet forkølelse. Afkølning af legemsdele som tæer, næsetipper og øre giver oftere anledning til forkølelse end hvis kroppen er varm. Klæd dig derfor på efter vejret og undgå at blive kold.

Dyrk motion

Let til moderat fysisk træning styrker immunforsvaret, som er vigtigt for at modvirke forkølelse. Undgå hård træning, da det modsat svækker immunforsvarets modstandskraft. Og husk at stresse af en gang i mellem eventuelt med en kop te. Stress svækker nemlig også immunforsvaret.

Undgå rygning

Rygning generer slimhinderne og kan derfor forværre sygdomstilstanden. Undgå derfor at ryge mens du er forkølet.

Influenza vaccination

Forkølelse optræder sommetider sammen med influenza. Er du træt af at ligge syg med influenza, så kan det være en vaccination er noget for dig. Anbefalinger om influenzavaccinen og vejledninger for hvem der særligt bør overveje vaccinen, kan du læse om på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Desuden kan du på siden få svar på spørgsmål, som måtte opstå i forbindelse med dine overvejelser.



Kilde

Politikens Store Lægebog 2000

Læses lige nu

Mest læste