Spis bare fisk selvom du er gravid

Når man bliver gravid, er det specielt vigtigt at spise sundt og varieret både af hensyn til barnet og for at få en så god graviditet som muligt. Men informationerne er mange og ofte tvetydige, når der skal tages stilling til visse fødevarer.

Spis masser af fisk, når du er gravid, siges der, men samtidig siges der også, at fisk kan være skadeligt for det ufødte barn. Nogle vælger på baggrund af dette fisken fra, men det er en fejl.

Fisk indeholder vigtige næringsstoffer for fosteret

Fisk er sundt, og det er godt at variere mellem de fede fisk såsom laks, makrel og sild og mindre fede fisk såsom rødspætte, torsk og sej. Fisk er rige på de gode og sunde fedtstoffer, som især er vigtige for barnets udvikling af hjerne og øjne. De indeholder desuden vigtige næringsstoffer som D-vitamin, jod og selen, hvor specielt D-vitamin er vigtigt. D-vitamin er med til at fremme kroppens optagelse og omsætning af kalk og fosfor til knogler og muskler. Derfor har D-vitamin betydning for barnets vækst og knogleudvikling.

Spis fisk med måde og god samvittighed

Fødevarestyrelsen vurderer, at der ernæringsmæssigt er flere fordele ved at spise fisk end ulemper og anbefaler derfor forsat, at man spiser 200-300 gram fisk om ugen svarende til 1-2 fiskemåltider om ugen og fiskepålæg flere gange om ugen. Denne anbefaling gælder også for gravide. Visse fisk skal du dog være varsom med, hvis du er gravid eller ammende. Det gælder:

  • Levertran

    Undgå at spise levertran, fordi det indeholder relativt meget A-vitamin, som i store mængder kan give misdannelser hos fosteret.

  • Laks fra Østersøen

    Spis ikke mere end en portion (125 g.) af laks fra Østersøen eller store fede fisk fra Botniske bugt om måneden. De store fede fisk og østersølaks indeholder en del dioxin, som er yderst giftige kemiske stoffer, der opkoncentreres i fedtvæv og har en lang udskillelsestid. Dioxins skadelige effekter er hormonforstyrrende og påvirker immunforsvaret og nervesystemet. Det kræver dog en ekstrem stor koncentration af dioxin i blodet, før det har en skadelig effekt.

  • De store rovfisk

    Store rovfisk såsom helleflynder, sværdfisk, gedde, sildehaj, aborre, sandart, oliefisk, escolar, rokke og tun (bøf) har et højt indhold af kviksølv og derfor skal man undgå at spise mere end 100 g. om ugen.

Hvis der er tale om rå, koldrøgede eller gravede fisk, så er det for gravide og ammende især vigtigt, at opbevaringstemperaturen og holdbarhedsdatoen overholdes. Sushi og graved fisk skal have været nedfrosset i mindst et døgn ved 20oC, så eventuelle parasitter og orm dræbes.

Tun på dåse bliver fremstillet af små tunfisk, og vil derfor generelt indeholde mindre kviksølv end en tun-bøf.

Frisk fisk

Som gravid eller ammende er det vigtigt, at de fisk du spiser er friske. Fisk angribes nemlig hurtigere af fordærvelsesbakterier end andet kød, hvilket gør, at fisks holdbarhed er relativ kort. Det er derfor vigtigt, at friske fisk opbevares koldt straks efter indkøb. Din fisk er frisk, hvis den har en god og frisk duft af havvand eller frisk tang. Skindet skal være blankt og glinsende og øjnene klare og ikke indsunkne. Gællerne skal være røde, ikke slimede og kødet skal være frisk og spændstigt. Dvs. Kødet skal rette sig op igen, når du trykker en finger i det.

Frosne fisk

Selvom du vælger at nedfryse dine fisk mister de ikke deres ernæringsmæssige gode indhold af vitaminer og mineraler. Husk blot, at fisk max må ligge 3 måneder i fryseren, og at frosne fisk skal optøs i køleskab i en skål så de ikke drypper på andre råvarer.

www.2gangeomugen.dk kan du i fiske-leksionet læse om hvornår der er sæson for de forskellige fisk og skaldyr, hvilke sunde og nærende fordele de enkelte fisk har, forholdsregler der særligt gælder for gravide samt tilberedning.

 

Kilde

www.altomkost.dk

www.diaetist.dk

www.2gangeomugen.dk

Politikkens Graviditetsbog 2003

Læses lige nu

Mest læste