Eksempler på tumlastik

Tumlastik er leg og sjove aktiviteter for dig og dit barn. Læs videre og få inspiration til nogle af de tumlastikøvelser som du kan lave sammen med dit barn.

Babyhængekøjen (0-3 mdr.)

Det skal du bruge: lagen og en madras samt 2 voksne.

legLagen2.jpgSådan gør du: Spred lagenet ud på en madras og læg baby på lagenet. Stil jer i hver ende af lagenet og vikl et hjørne om hver hånd. Løft lagenet op og sving det stille og roligt fra side til side. Stop legen efter 5-10 min.

Øvelsen er god for: balancesansen og faldereflekserne. Øvelsen kan bl.a. hjælpe hvis din baby er urolig, har svært ved at sove eller falde til ro. Så skal bevægelserne være monotone. Legen kan også bruges som en stimulerende aktivitet.

Babyelevator (3-6 mdr.)

Det skal du bruge: et lagen og 2 voksne

Sådan gør du: Spred lagenet ud på en madras og læg baby på lagenet. Stil jer i hver ende af lagenet og vikl et hjørne om hver hånd. Hold overarmene tæt mod hinanden, så lagenet lukker til. I takt hæver og sænker i ”elevatoren”. Hold gerne små pauser for at se hvordan barnet har det.

Det er øvelsen godt for: Balancesansen. Legen kan hjælpe en urolig baby, hvis baby har svært ved at sove eller falde til ro.

Lege på stor bold (0-1 år)

Det skal du bruge: Stor bold, evt. en træningsbold eller yoga bold.

legPaaBold3.jpgSådan gør du: Læg baby på maven på den store bold. Tryk med hænderne rundt omkring på barnets krop, så babyen kan mærke dig og bolden. Tryk også gerne lidt ned i bolden, så barnet kan mærke den giver efter og begynder at hoppe lidt.

Hold på barnets lår, og rul bolden frem og tilbage. Fra 0-3 måneder, skal du være forsigtig og udsvingene må ikke være for store og hurtige, da nakken ikke er stabil. Senere må bolden gerne rulles ned, så babys hoved hænger nedad. Når barnet er ca. 5 måneder kan du lægge legetøj rundt om bolden, som baby skal strække sig efter i gulv højde eller på et bord ved siden af.

Øvelsen er god for: balancesansen og muskel-led-sansen. Det er især nakken, ryggen, maven og skuldrene der bliver styrket. Endvidere styrker øvelsen øje-hånd-koordinationen. Legen kan hjælpe et barn der ikke vil ligge på maven, er langsom til at begynde at kravle, dårlig til at løfte hovedet op af underlaget eller har nedsat balance.

Sæbebobler (4-6 mdr.)

Sæbebobler kan bruges i leg med både de små babyer, der ligger på maven og de lidt større babyer der kan sidde selv. Læg barnet på maven. Pust sæbebobler omkring barnet så barnet kan følge dem med øjne og hænder. Øvelsen stimulerer øje-hånd-koordinationen, muskel-led-sansen og faldereflekserne og er god hvis barnet ikke vil ligge på maven, eller har en dårlig siddende balance.

Ballonleg (6-9 mdr.)

Ballonleg er en anden enkel øvelse. Lad barnet sidde på fx en madras. Stræk ballonen frem til barnet, så barnet kan daske ud efter ballonen eller strække kroppen efter ballonen. Øvelsen er god for balancesansen, muskel-led-sansen, øje-hånd-koordinationen, falde reflekserne. Husk at balloner kun må bruges med en voksen i nærheden, da ballonrester er farlige for små børn da de kan komme i den gale hals.

Øvelser der ikke kræver hjælpemidler

Kolbøtter

Forlæns og baglæns kolbøtter styrker balancesansen og muskel-led-sansen er gode hvis barnet har en dårlig balance.

gaaTrilleboer2.jpg

Gå trillebør

Med barnet på 9-12 måneder kan I ”gå trillebør”. Lad barnet ligge på maven. Tag fat omkring barnets lår og løft lidt op i benene så barnet støtter på hænderne. Når du blidt skubber trillebøren fremad bliver barnet motiveret til at flytte hænderne. Legen er god for balancesansen, muskel-led-sansen og styrker nakke, ryg, mave og hænder.

Se mange flere øvelser i bogen ”Leg med din baby” af Mette Vainer Wegloop. Mette er uddannet ergoterapeut og kraniosakralterapeut og introducerede i 2002 danskerne for tumlastik.

 

Læs også

Babygymnastik og tumlastik

Kilde

Mette Vainer Wegloop & Lone Spliid, ”Leg med din baby”, 2005 Politikens Forlag.

Med fotos af Heidi Maxmiling, fra bogen "Leg med din baby", Politikens Forlag.

www.tumlastik.dk

Læses lige nu

Mest læste