Forhøjet blodtryk

Det er ikke en sygdom i sig selv at have højt blodtryk, og man kan ikke selv mærke om blodtrykket er højt eller lavt.

Forhøjet blodtryk også kaldet hypertension kan til gengæld være med til at fremkalde alvorlige problemer som hjertesvigt, blodprop i hjertet og slagtilfælde. Derfor tager man forhøjet blodtryk alvorligt og sætter ind med behandling, så snart blodtryksforhøjelsen er konstateret med sikkerhed.

Hver 20. dansker har forhøjet blodtryk, og forekomsten tiltager med stigende alder. Det er med andre ord en meget almindelig tilstand, og den hænger tæt sammen med den moderne livsstil. For lidt motion, for megen stress, for fed mad og for meget salt kan være medvirkende årsager til forhøjet blodtryk. Det betyder omvendt, at man ofte selv kan gøre noget for både at forebygge og behandle forhøjet blodtryk ved at sørge for motion og sund kost.

Den egentlige årsag til forhøjet blodtryk er ukendt, men man kan være mere disponeret for at få forhøjet blodtryk, hvis

  • den ene eller begge forældre har højt blodtryk
  • man allerede har en nyresygdom eller diabetes
  • man er meget overvægtig
  • man har et stort alkoholforbrug.

Selvom man har forhøjet blodtryk, kan man leve et helt normalt liv, hvis man bare tager hensyn til generelt at passe på sig selv og husker at tage den nødvendige medicin.

Hvordan udvikler forhøjet blodtryk sig?

Blodtrykket har to forskellige værdier: Det høje tryk, der opstår når hjertet trækker sig sammen og pumper blodet ud – det, der kaldes det systoliske blodtryk. Og det lave tryk, når hjertemusklen slapper af – det kaldes det diastoliske blodtryk.

Man måler blodtrykket i millimeter kviksølv, forkortet mmHg, for eksempel 140/90 mmHg. Man vil i dette tilfælde sige, at blodtrykket er 140 over 90, og blodtrykket skal helst ikke ligge højere end det. Hvis blodtrykket bliver højere end 140/90, er det vigtigt at ændre på sin livsstil og få undersøgt blodtrykket jævnligt, og ofte er der brug for medicinsk behandling.

Forhøjet blodtryk kan forårsage åreforkalkning, som igen betyder at forsyningen af blod til hjertet, hjernen og andre dele af kroppen bliver dårligere. Åreforkalkning giver også større risiko for blodpropper I hjerte og hjerne.

Sådan stilles diagnosen forhøjet blodtryk

Som regel har man ingen symptomer på forhøjet blodtryk. Derfor er det vigtigt at få undersøgt sit blodtryk jævnligt.

Symptomerne på forhøjet blodtryk hænger snarere sammen med de følgesygdomme, der kan være til forhøjet blodtryk. Det vil sige at de er tegn på at hjertet og blodårerne fungerer dårligere. Det kan være symptomer som: åndenød og hjertekrampe ved fysisk aktivitet og hovedpine.

Forhøjet blodtryk kan altid afsløres ved at måle blodtrykket. Ofte er det nødvendigt at få målt blodtryk ved flere besøg hos lægen for at være helt sikker på diagnosen. I nogle vil lægen bede dig selv om at måle blodtrykket derhjemme.

I andre tilfælde måler man over et helt døgn for at få et indtryk af blodtrykket, både når man arbejder og hviler. I nogle få tilfælde er blodtrykket kun forhøjet hos lægen, men ikke når man måler det hjemme – det kaldes ”kittelhypertension”.

Det du selv kan gøre:

  • Tab dig, hvis du er overvægtig: overvægt belaster kredsløbet. Læg en realistisk plan, for hvordan du kommer af med de ekstra kilo, og få gerne hjælp i en slankegruppe eller af en diætist.
  • Få motion dagligt: 30 minutters daglig motion styrker både dit hjerte og din fysik generelt, og er også et godt middel mod stress. Husk at alle former for aktivitet, hvor pulsen stiger tæller med – også rengøring, dans og traveture.
  • Sørg for sund kost: fedtfattig mad med meget frugt og grønt er bedst for dig hjerte. Pas på med salt – og tænk også på saltlakridserne.
  • Læg stress bag dig: Bekymringer, for lidt søvn og et for højt arbejdspres kan være med til at fremkalde forhøjet blodtryk. Husk at holde fri. Motion er godt mod en stresset dagligdag; andre muligheder er afspænding, yoga eller meditation.
  • Vær moderat med alkohol: et forbrug på højst en til to genstande om dagen er bedst.
  • Vær omhyggelig med din medicin.

Behandling ved forhøjet blodtryk

Forhøjet blodtryk kan behandles med mange forskellige typer af medicin.

Ofte skal medicinen justeres nogle gange i den første tid for at opnå den bedst mulige effekt. Det er ofte nødvendigt med to eller flere forskellige blodtrykssænkende midler for at opnå blodtryksmålene, som er 140/90 mmHg, hvis tilstanden er ukompliceret eller 130/80 mmHg, hvis man samtidig har diabetes eller anden komplicerende sygdom.

Som ved al medicin kan der være bivirkninger. Din læge kan informere dig om dem.

Relevante links:

Sundhedsstyrelsen
Hjerteforeningen

Læses lige nu

Mest læste