Mørk chokolade uden dårlig samvittighed

Nyere forskning tyder på, at indtag af chokolade og kakao i moderate mængder kan forebygge hjertekarsygdomme. Chokolade kan måske nedsætte blodtrykket, nedsætte mængden af den skadelige kolesterol, samt øge ens insulinfølsomhed.

Chokoladens gavnlige effekt kan udelukkende tilskrives kakaobønnen, idet det har et højt indhold af flavonoider. Flavonoider er en gruppe kemiske stoffer, som findes naturligt i frugter, grønsager, teer, vine, nødder, frø, og rødder. De er ikke egentlige vitaminer, men flavonoider har en række vigtige, ernæringsmæssige virkninger.

Vægtmæssigt er flavonoidindholdet i kakao og chokolade markant højere end i andre fødevarer. Men det er ikke helt ligegyldigt, hvilken chokolade du vælger at spise. Da flavonoiderne findes i kakaomassen, har kakaoindholdet i chokoladen stor betydning. Generelt gælder det, at flavonoidindholdet i mørk chokolade er højere end i lys chokolade og minimalt i hvid chokolade.

40 g chokolade om dagen

For at opnå en forbedring af risikofaktorerne for hjertekarsygdomme kræver det, at man spiser minimum 200 mg flavonoid om dagen. Det svarer til ca. 40 g chokolade med et flavonoidindhold på 5mg/g. Det er altså vigtigt at huske på, at indtagelsen af chokolade skal være af en kvalitet med et højt flavanolindhold.

Indtagelse af chokolade på 40 g/dag er dog et skøn vurderet ud fra den viden, der er tilgængelig i dag. Desuden skal kalorieindholdet i chokoladen erstatte andet kalorieindtag i kosten for at undgå vægtøgning.

Da kun et mindre antal personer har deltaget i de nye undersøgelser, kræver det mere forskning, før man kan anbefale chokolade som en del af en hjertevenlig kost.

Kilde

:
Månedsskrift for Praktisk Lægegerning, februar 2008

Læses lige nu

Mest læste