Skæl er døde hudceller

Det er meget almindeligt at have skæl. Og for det meste er skæl ikke noget egentligt problem. Skæl er døde hudceller, der bliver afstødt fra et yderste lag af huden i hårbunden.

Hudens yderste lag består af to lag. Det yderste lag bliver kaldt hornlaget og det inderste basalcellelaget. I basalcellelaget dannes der hele tiden nye hudceller, som med tiden bliver skubbet ud i hornlaget, hvor de tørrer ud og afstødes. Alle mennesker danner på den måde en lille mængde skæl, men det er så lidt, at skællene forsvinder helt ubemærket.

Hvis man danner for mange hudceller, kan de klumpe sig sammen og løsne sig i større flager, som kan ses som skæl i hårbunden. Skæl kan optræde pletvis eller dække hele hovedbunden. Normalt ses det som tørre og hvide skæl, der løsner sig fra hovedbunden og drysser ned på skuldrene. Denne type skæl kan nemt behandles med skælshampoo.

Grov fedtet skæl

Men nogle kan udvikle en grovere og mere fedtet, gullig type skæl, der kræver en mere effektiv behandling. Skællene klæber sig til håret og danner en tyk skorpe i hovedbundet. Det kan føles irriterende og klø en del. Denne form for skæl kan sprede sig til ansigtet, øjenbrynene og bag ørerne. I nogle tilfælde kan det skyldes skæleksem.

Læs mere om skæleksemhuddoktor.dk

Årsager til skæl

Der er flere årsager til, at man får skæl. Blandt andet kan hormoner øge fedtproduktionen, som får dannelsen af skæl til at stige. I puberteten kan produktionen af hormoner være årsag til, at man danner ekstra skæl. Den øgede fedtproduktion giver også gode betingelser for bakterier og mikroskopiske svampe. Man mener, at gærsvampen Malassezia furfur spiller en stor rolle for udviklingen af skæl.

Andre hudsygdomme, som psoriasis og eksem, kan også være årsagen til, at man udvikler skæl. Overdreven brug af shampoo og permanentvæsker kan udtørre hårbunden så meget, at hudcellerne i hovedbunden løsner sig og bliver til skæl. Udover det kan stress og den kolde vinter forværre dannelsen af skæl.

Behandling af tør og mild skæl

Hvis du kun har en lille smule tør skæl, vil det ofte være tilstrækkelig at bruge en mild shampoo som behandling. En god idé er at spørge efter en pH-neutral shampoo på apoteket.

Hvis din hårbund føles tør, kan det være årsagen til, at du har skæl. Den tørre hårbund kan du smøre med en fugtighedscreme eller olie, inden du går i seng om aftenen.

Behandling af svær og fedtet skæl

Hvis du har meget eller fedtet skæl, skal du bruge skælshampoo. Skælshampoo indeholder midler, som fjerner mikroorganismer og svampe og nedsætter dannelsen af nye hudceller i hovedbunden. Hvis din skæl skyldes skæleksem, kan det være nødvendigt at behandle med hormoncreme eller et andet medicinsk præparat.

Behandling af rød og kløende hovedbund

Hvis du har en rød og kløende hovedbund, kan din læge ordinere hormoncreme, som du kan smøre på din hovedbund.

Midler mod skæl

Der findes utrolig mange midler mod skæl. Der er alt lige fra creme, salve og shampoo. Når du har besluttet dig for et skælmiddel, er det vigtigt, at du nøje følger brugsanvisningen for at opnå den største virkning. Hvis du benytter et skælmiddel over en længere periode, kan dit hår blive kedeligt og livløst. Derfor er det en god idé at bruge en almindelig shampoo ind i mellem, som bevarer hårets glans.

Husk du kan altid få råd hos din læge eller på apoteket om hvilket skælmiddel, der passer bedst til dig.

 

Læs også

Midler mod skæl

Kilder

www.huddoktor.dk

www.apoteket.dk

Læses lige nu

Mest læste