Hvad er psoriasis?

Psoriasis er en kronisk hudsygdom, som kan angribe både hud, hårbund, negle og led. Psoriasis får hudcellerne til at dele sig for hurtigt.

Hvad sker der i huden, når du får psoriasis?

Ved psoriasis sker celledelingen i huden så hurtigt, at psoriasispatienter får et stort overskud af hudceller, som ikke når at modne, og som derfor ligger på huden som tykke, glinsende skællag. Samtidig opstår der en betændelsestilstand i huden, og derfor er de psoriasisramte hudområder rødlige og typisk en smule hævede.

Hos psoriasispatienter tager det kun fire dage for hudceller at forny sig, hvorimod det tager ca. 28 dage for normale hudceller.

Hvem får psoriasis?

Hvert år bliver ca. 4000 danskere ramt af psoriasis. I alt lider ca. 150.000 danskere (2-3 procent af befolkningen) af sygdommen. Mænd og kvinder rammes lige ofte af psoriasis, typisk i 15-35-års alderen. Man kan dog udvikle psoriasis i en hvilken som helst alder. Omkring 1 ud af 10 psoriasispatienter udvikler sygdommen i løbet af barndommen, men spædbørn kan også få psoriasis.

Hvad er årsagerne til psoriasis?

Man ved ikke præcist, hvorfor nogle mennesker får psoriasis, men man ved, at sygdommen er arvelig og kan ligge latent i kroppen. Psoriasis udvikles på grund af fejl i immunsystemet, som får kroppen til at overreagere og fremskynde dannelsen af nye hudceller.

Man kan dog godt have anlæg for at udvikle psoriasis, uden at sygdommen nogensinde bryder ud. Men kan også godt få psoriasis, selvom ingen i familien lider af sygdommen. Her kan visse ydre påvirkninger spille ind, fx stress, skader på huden samt infektioner som halsbetændelse med streptokokinfektion.

Hvilke symptomer giver psoriasis?

80 procent af alle psoriasistilfælde er psoriasis vulgaris, der som regel ses som skarpt afgrænsede pletter, der er hævet over hudniveau, meget røde og dækket af tykke, stearinlignende skæl. Symptomerne er udslæt, skæl og kløe.

Psoriasisudbrud kan opstå overalt på huden, men sidder typisk symmetrisk på kroppen, fx begge albuer, og symmetrien ses særligt på albuer og knæ. Desuden er der særlige former for psoriasis, fx neglepsoriasis.

Hvilke sværhedsgrader ved psoriasis?

Sygdommens sværhedsgrad måles efter udbredelsen på kroppen:

  • Mild psoriasis er defineret som psoriais på mindre end 5% af kroppen.
  • Moderat psoriasis er defineret som psoriasis på 5-10% af kroppen.
  • Svær psoriasis er defineret som psoriasis på mere end 10% af kroppen.

Sværhedsgraden af psoriasis bestemmes dog ikke kun på udslættets udbredelse.  Psoriasispletternes rødmen, skællagets tykkelse samt de psykiske påvirkninger i forhold til hvor på kroppen, pletterne sidder, spiller også en rolle.  

Kilde:
Huddoktor.dk 

Relevante links
Huddoktor.dk 
Danmarks Psoriasis Forening

Læses lige nu

Mest læste