Tvangstanker og tvangshandlinger |
|
|
|
Mennesker med tvangstilstande lider af tvangstanker (obsessioner)
og/eller tvangshandlinger (kompulsioner), og lidelsen kaldes i dag OCD
(Obsessive-Compulsive Disorder).
|
|
På baggrund af store
befolkningsundersøgelser anslås det, at 100.000 - 150.000 danskere
lider af tilstanden.
OCD (Obsessive Compulsive Disorder) er en psykiatrisk lidelse med
tilbagevendende tvangstanker og / eller tvangshandlinger. OCD er ikke
en sindssygdom, selvom mange med lidelsen er bange for at blive
opfattet som sindssyge af omgivelserne. OCD findes i alle
sværhedsgrader, lige fra den helt milde med kun lejlighedsvis optræden
til den svært invaliderende tilstand, hvor stort set alle døgnets vågne
timer er beslaglagt af tvangstanker og handlinger.
Tvangstanker
Tvangstanker (obsessioner) er ideer, tankebilleder eller indskydelser,
der dukker op i bevidstheden igen og igen på en ensartet måde. Det
drejer sig oftest om frygt for at skade sig selv eller andre, frygt for
smitte/kemikalier, overdreven tvivl og behov for orden/symmetri.
Tankerne er næsten altid pinagtigt generende og uhyre svære at
modarbejde.
Tvangshandlinger
Tvangshandlinger (kompulsioner) og ritualer er tilbagevendende
handlinger, der udføres efter bestemte mønstre, ofte for at undgå en
eller anden frygtet begivenhed og ofte foranlediget af tvangstanker. De
hyppigste tvangshandlinger er vaske/rengøringsritualer, kontrolritualer
(checken), tælleritualer og ordens-/symmetriritualer.
Nogle har udelukkende tvangstanker, andre næsten 'kun' ritualer. Men
oftest er det en kombination af begge dele. Såvel tvangstanker som
handlinger erkendes af patienten som overdrevne og meningsløse, men på
grund af den samtidige angst og følelse af uroer de færreste OCD-ramte
i stand til at bryde den onde cirkel ved egen hjælp.
Helbredelse / bedring
Tidligere (før 1980'erne) blev Obsessive Compulsive Disorder anset for
en sjælden sygdom med dårlige udsigter for bedring. I dag anslår man ud
fra store befolkningsundersøgelser i mange lande, at tilstanden rammer
2-3 % af befolkningen. Prognosen for helbredelse eller bedring er i dag
særdeles gunstig, hvis man modtager den rette behandling. Kun overfor
en lille restgruppe er der i øjeblikket ingen effektiv behandling.
Når man tidligere har undervurderet antallet af OCD-ramte, hænger det
formodentlig sammen med, at størstedelen af patienterne holder deres
lidelse for sig selv af frygt for, at omgivelserne skal opfatte dem som
sindssyge. Man ser sjældent OCD-ramte indlagt på de psykiatriske
afdelinger, hvilket kan være en medvirkende årsag til at mange læger,
psykologer og andet sundhedspersonale ikke er fortrolige med lidelsen.
Hvornår?
Obsessive Compulsive Disorder bryder oftest ud i de tidlige ungdomsår
(omkring puberteten) og i begyndelsen af tyverne. OCD kan dog også
bryde ud på andre tidspunkter i livet, for eksempel i 3 års alderen
eller når man er fyldt de 50 år. OCD rammer begge køn lige hyppigt.
Årsag
Årsagen er ikke endeligt klarlagt, men efter de seneste års intensive
forskning i tilstanden må man i dag antage, at lidelsen kan skyldes en
kombination af psykologiske og neurobiologiske årsager, hvor en
forstyrrelse i et af hjernens signalstoffer, serotonin, spiller en
meget vigtig rolle.
Behandling
En bestemt type antidepressiv medicin, de såkaldte
serotonin-genoptagelseshæmmere (SRI-præparater, også kaldet de nye
antidepressiva, depressionspiller, lykkepiller etc.), har vist sig
effektive i behandlingen af OCD.
Traditionel psykoterapi har ingen dokumenteret virkning på lidelsen,
hvorimod kognitiv-adfærdsterapi, der retter sig specifikt mod
tvangssymptomerne har vist sig effektiv.
En kombination af SRI og kognitiv terapi har vist sig at være en yderst effektiv behandlingsform.
Kilde: OCD-foreningen
Relevante links:
Depressionsforeningen
Landsforeningen Sind
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Angstforeningen
OCD-foreningen
|