Takeaway – usundt modefænomen

For mange danskere er hverdagen præget af stress og jag. Derfor er det nemt at ty til takeaway mad. Men tendensen er usund og vil ende med at flere bliver overvægtige.

Takeaway – et modefænomen, men også et sundhedsproblem

Takeaway er et fænomen, der for alvor er brudt frem i det moderne samfund, hvor vi føler os fortravlede i hverdagen. Vi skal både nå arbejdet, karrieren, familien og alle fritidsaktiviteterne. Kvinden - som ofte er den køkkenansvarlige i hjemmet – arbejder stort set lige så meget udenfor hjemmet som manden. Konsekvenserne af denne samfundsudvikling er bl.a. et øget forbrug af takeaway.

Illusionen om ”mad fra jord til bord”

At lave maden fra jord til bord, er en fristende tanke hos mange danskere, hvilket bl.a. kan ses i salgsboomet af diverse kogebøger samt tilgængeligheden og anvendelsen af opskrifter på internettet. ”De gamle dyder”, hvor moren står i køkkenet og tilbereder alle måltider, hvis ingredienser hun har købt i den nærtliggende gårdbutik, er uden tvivl en dejlig forestilling, men harmonerer ikke med dagens travle Danmark.

Måltider på farten

Danskerne spiser tværtimod flere af deres måltider udenfor hjemmet. Dette kan være pølser, shawarma og pizzasandwich, som er nemt at få fat i, og kan spises under bilkørsel, togkørsel eller i pausen på arbejdspladsen. Nogle spiser takeaway som mellemmåltid, andre som frokost eller aftensmåltid. Disse ”måltider på farten” kan efterhånden købes på hvert et gadehjørne, tankstationer, DSB kiosker, grillbarer, 7-Eleven, pølsevogne m.fl.

Højt fedtindhold

Takeaway mad har ofte et højt fedtindhold, bl.a. på grund af det kød der anvendes (fx shawarmakød) eller pølser, mængden af ost på fx pizza, og sidst men ikke mindst dressingen, som mange vælger.

Fedmeepidemi

Sideløbende med stigningen af udbud og efterspørgsel på takeaway, er antallet af overvægtige og fede danskere steget betragteligt. De overvægtige danskere udgør efterhånden 1,3 millioner, svarende til ca. hver fjerde borger. Ud af de 1,3 millioner hører 12 – 13 % under kategorien fedme og har et BMI over 30. Denne tilstand, hvor mængden af ophobet fedt i kroppen er så stor, er til fare for helbredet.

Hvorfor bliver vi fede?

Årsagerne til overvægts- og fedmeproblemet er komplekse, da der ikke er noget enkelt svar herpå. Det kan betragtes som en kombination af mange faktorer, bl.a. at vi spiser for meget og forkert mad og får for lidt fysisk aktivitet. Desuden har vi fået flere hjælpemidler i vores samfund i form at maskiner og teknologi, som udfører det hårde arbejde for os. Takeaway mad hører ofte under kategorien forkert eller usund mad, og kan derfor tilskrives som en medskyldig faktor til fedmeepidemien.

Næste skridt - sund takeaway!

Danskernes takeaway vaner ændrer sig næppe synderligt i den nære fremtid, og næste skridt imod usund takeaway og stigende overvægt, er derfor at udvikle sunde takeaway alternativer.

Forskellige fødevareproducenter har i samarbejde med Fødevarestyrelsen, Ernæringsrådet m.fl. udviklet ”Sund mad på farten”, som indeholder groft brød med lækkert fyld og velsmagende grønsager, som fx snack-gulerødder og friske sukkerærter. Det appetitlige grønne måltid kan købes i de fleste DSB kiosker.

 

Læs også

Tips til sundere takeaway

Kilder

www.altomkost.dk

www.foedevarestyrelsen.dk

Læses lige nu

Mest læste