Brystkræft - en alvorlig sygdom blandt kvinder

Brystkræft er den mest hyppige kræftform blandt kvinder. Hvert år får mere end 4000 kvinder konstateret brystkræft, men heldigvis overlever også flere deres kræftsygdom.

Hvad er brystkræft?

Brystkræft (cancer mammae) er en alvorlig sygdom i brystets kirtelvæv. Brystet består af et utal af små kirtler, som er lejret i fedt og bindevæv. Kirtelvævet består af kirtelceller, som kan producere mælk, og forgrener sig i mindre udførelsesgange. Disse små udførelsesgange bliver forenet i større udførelsesgange, som udmunder ved brystvorten. Brystkræft opstår ofte i de såkaldte karcinomer, som betegner kirtelvævets små udførelsesgange og kirtelcellerne.

Hvem får brystkræft?

  • Brystkræft rammer primært kvinder.
  • Brystkræft optræder sjældent blandt mænd, og børn får i praksis ikke brystkræft.
  • Brystkræft rammer sjældent personer under 25-30 år.
  • Brystkræft optræder i alle aldersgrupper, men det er primært ældre kvinder, som udvikler sygdommen.
  • Brystkræftrisikoen stiger med alderen. Risikoen for at udvikle brystkræft, inden man er 75 år, er 10%.

Hyppighed

Danmark er blandt et af de lande, der har den største hyppighed i udviklingen af brystkræft.
Cirka en ud af 10 kvinder får brystkræft.
Hvert år bliver der konstateret over 4000 tilfælde af brystkræft, hvilket svarer til ca. 20 % af alle kræfttilfælde blandt kvinder.

Hvorfor får man brystkræft?

Den eksakte årsag til brystkræft kendes ikke. Men der er flere faktorer og forhold, som kan have betydning og øge risikoen for udvikling af brystkræft. Faktorerne kan bl.a. være:

  • Arvelige forhold (5-10% tilfælde af brystkræft skyldes arvelighed). Køn (brystkræft er 100-200 gange mere fremtrædende blandt kvinder end hos mænd).
  • Hormonelle faktorer (fx udsættelse for kønshormonet østrogen, eller udsættelse af hormontilskud efter overgangsalderen i mere end 5-10 år giver tilsyneladende øget risiko).
  • Personer der er fysisk inaktive.
  • Social klasse (flere kvinder i højere sociale klasser får brystkræft).
  • Kvinder som får børn sent eller ikke får børn har en øget risiko for brystkræft.
  • Formentlig tidligere brugere af p-piller har formodentlig øget risiko, specielt kvinder, som starter deres brug af p-piller i 20-års alderen har relativt øget risiko.
  • Personer med arvelige genfejl.

Hvordan opdager jeg brystkræft?

Hovedsymptomet ved brystkræft er en knude i brystet. Som regel er det dig selv, som opdager, hvis du har brystkræft ved at mærke en knude i brystet. Hvis knuden ikke kan mærkes udefra, kan du også blive undersøgt for brystkræft gennem en røntgenundersøgelse (mammografi) og ultralydscanning. Derudover kan symptomerne ved brystkræft være forandringer og uregelmæssigheder på huden på brystet, specielt omkring brystvorten. Det kan fx være:

  • Indtrækning af huden eller rynkedannelse, som deformerer brystet.
  • ’Appelsinhud’.
  • Eksem og sårdannelser på brystet.
  • Rødme på brystet (skyldes dog ofte andre sygdomme).

Der kan være risiko for, at kræften breder sig fra brystet til resten af kroppen – men jo hurtigere sygdommen opdages, jo større chance er der for at behandle og overleve sygdommen. Tegn på at kræften har bredt sig, kan fx være:

  • Knoglesmerter
  • Åndenød
  • Hoste
  • Træthed
  • Feber og almen sygdomsfornemmelse

Hvordan stilles diagnosen?

Har du symptomer på brystkræft er det vigtigt, at du søger læge omgående. Jo tidligere i forløbet brystkræft bliver opdaget, jo større er chancen for at blive helbredt. Lægen vil i første omgang spørge ind til din sygehistorie og spørge dig om fx tidligere sygdomme i brystet, arvelighed i familien, amning og graviditet, knudens forbindelse til menstruationscyklus mv.

Din læge vil mærke grundigt efter uregelmæssigheder og knuder i dit bryst. Hvis din læge vurderer mistanke og konstaterer symptomer på brystkræft, vil dit bryst herefter blive undersøgt videre.

Der er flere forskellige undersøgelsesmetoder til at undersøge dine bryster for brystkræft:

  • Mammografi
  • Ultralydsundersøgelse
  • Vævsprøve - Nålebiopsi

Læs mere om undersøgelser på cancer.dk

Hvis din læge har mistanke om du har brystkræft, vil du blive henvist til et særligt pakkeforløb for brystkræft. Formålet med pakkeforløbet er at sikre dig hurtig udredning og behandling. På sundhed.dk kan du se, hvilket Pakkeforløb for brystkræft , de forskellige regioner udbyder. Læs også Sundhedsstyrelsens tilrettelæggelse af pakkeforløb for brystkræft

Hvad kan du selv gøre?

Der er ikke nogle direkte måder, hvorpå du effektivt kan forebygge brystkræft. Men en sund livsstil tyder dog på at kunne mindske risikoen for udvikling af brystkræft.

Vær opmærksom på dine egne bryster, mærk regelmæssigt efter knuder og kig efter uregelmæssigheder på brystet (fx i badet er det en god ide at sæbe brystet ind og mærke efter knuder og forandringer i brystet).

  • Dyrk regelmæssigt motion.
  • Undgå overvægt.
  • Undgå indtag af store mængder alkohol.

Behandling

Der er overordnet tre hovedtyper af behandling af brystkræft:

  • Kirurgi (fx fjernelse af knuden eller hele brystet)
  • Strålebehandling
  • Medicinsk behandling

Behandlingen af brystkræft kræver forskellig behandling alt efter sygdommens udbredelse, om den fx kun sidder i brystet eller har bredt sig ud i kroppen.

Læs mere om behandlingsformer på www.cancer.dk

Kilder

www.sundhed.dk

www.cancer.dk

www.brystkraeft.dk

www.netdoktor.dk

Medcinhåndbogen, sygdomme og behandling 

Læses lige nu

Mest læste