Husk undersøgelserne for livmoderhalskræft

Undersøgelserne er vigtige for at forebygge livmoderhalskræft - også selvom du skulle være vaccineret. Her kan du læse om undersøgelsen samt blive klogere på sygdommen.

Alle danske kvinder mellem 23 og 59 år bliver tilbudt at deltage i screening for livmoderhalskræft. Undersøgelsen foregår hos den praktiserende læge. Her får du foretaget en gynækologisk undersøgelse, hvor lægen tager en celleprøve fra livmoderhalsen. Du bliver automatisk indkaldt pr. brev, når du fylder 23 år.

Formålet med screeningen er at finde og behandle forstadier til livmoderhalskræft, inden de bliver til egentlige kræftceller. Kvinder, der ikke deltager i screeningsundersøgelser har en højere forekomst af sygdommen. Ved at deltage regelmæssigt i screening har du mulighed for helt at undgå at få sygdommen. I dag kan man også vaccinere mod livmoderhalskræft.

Har du fået stillet diagnosen kræft i livmoderhalsen, vil du få foretaget en række undersøgelser, for at lægen kan fastslå, hvor udbredt sygdommen er. Dette kaldes at stadieinddele sygdommen. Stadieinddelingen er vigtig, for at du kan få den bedst egnede behandling. Samtidig siger stadiet noget om, hvor sandsynligt det er at blive rask. Læs mere om stadierne af livmoderhalskræft og behandling på www.cancer.dk

Tal på livmoderhalskræft

  • Hvert år får ca. 400 danske kvinder konstateret kræft i livmoderhalsen. Hvert år dør ca. 174 kvinder i Danmark af sygdommen.
  • 5000 danske kvinder behandles for forstadier til livmoderhalskræft
  • Sygdommen kan ramme kvinder i alle aldre. Dog er livmoderhalskræft den tredje hyppigste kræftform blandt yngre kvinder mellem 15 og 44 år.
  • 14 kvinder ud af 100.000 får konstateret kræft i livmoderhalsen i løbet af et år.
  • Risikoen for at få livmoderhalskræft inden man bliver 75 år er 1,1 %.

Årsager til livmoderhalskræft

Der er forsket i årsagerne til livmoderhalskræft. Forskningen viser, at denne type kræft skyldes et virus kaldet Human papillomavirus (HPV). HPV er en fællesbetegnelse for over 100 forskellige typer virus.

Alle der har et seksualliv, kan blive smittet med HPV. HPV smitter både gennem slimhinder og via huden. Forskerne regner med, at ca. 80 % af alle seksuelt aktive kvinder på et eller andet tidspunkt i deres liv bliver smittet med HPV.

Det er ikke alle typer HPV, der kan føre til kræft. Nogle typer HPV kan fremkalde kønsvorter (kondylomer). Andre typer HPV kan medføre livmoderhalskræft eller forstadier til sygdommen – det drejer sig om ca. 40 forskellige typer. Dog er de mest almindelige de to typer, der kaldes henholdsvis HPV 16 og HPV 18. Det er derfor ikke alle kvinder, der har kønsvorter, der også får livmoderhalskræft.

HPV-infektionen i sig selv er ikke nok til at forårsage forstadier til sygdommen. Der skal andre faktorer til som fx rygning.

I de fleste tilfælde forsvinder infektionen med HPV af sig selv. Men hos en lille gruppe kvinder forsvinder den ikke, men bliver kronisk. Disse kvinder har en større risiko for at udvikle livmoderhalskræft.

Hvad er symptomerne?

Infektion med HPV kan du typisk ikke mærke. Derfor kan du have vira i kroppen, uden at du ved det. Nogle oplever dog symptomer som:

  • Blødninger fra skeden i forbindelse med samleje
  • Pletblødninger ved fysisk aktivitet, vandladning eller afføring
  • Udflåd fra skeden
  • Smerter forekommer oftest først, når kræften har bredt sig uden for livmoderen til nerverne, blæren eller tarmen

Disse symptomer behøver ikke være tegn på livmoderhalskræft, men får du nogle af dem, bør du blive undersøgt af din læge.

Relevante læsning

Huddoktor.dk
Cancer.dk
Sst.dk


Kilder


www.cancer.dk

www.huddoktor.dk

www.sst.dk

Læses lige nu

Mest læste