Danskerne vil have information om sundhed og sygdom

Danskerne modtog i 2006 flere sundhedsydelser end tidligere, viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen. Vi ønsker at have nem adgang til information om sundhed, sygdom og lægemidler, og derfor benytter stort set alle danskere internettet som primær informationskilde.

Tallene afslører, at 91,2% af danskerne besøgte lægen mindst en gang i løbet af 2006. Vi vil være raske, og vi vil have lægens hjælp til det, men vi vil også have information om sundhed og sygdom og være lige så oplyste som lægen.

Internettet supplerer lægebesøget

Danskernes ønske om at være oplyste afspejles også i, at stadig flere bruger Internettet til at søge viden om sundhedsrelaterede emner, fx sundhed, sygdom og lægemidler. Befolkningens kendskab til sundhedsrelaterede hjemmesider er stort. Hele 60% af danskerne bruger Internettet til sundhedsformål, viser en undersøgelse om danskernes brug af sundhedsydelser på Internettet offentliggjort i Ugeskrift for Læger.

Annonce

Kvinder og mænd bruger Internettet cirka lige meget til sundhedsformål, lyder det. Dog er kvinderne væsentlig mere aktive end mændene, når de er kommet på Internettet.

Den primære grund til, at vi går online i sundhedsøjemed er ønsket om at læse om sundhed og sygdom. Informationerne bruges som et supplement til lægebesøget, og en del – især kvinderne – bruger informationerne fra Internettet i dialogen med deres læge. Ca. en tredjedel af dem, som søger oplysninger om sundhed og sygdom på nettet, siger, at de i forbindelse med en konsultation hos deres læge har brugt de informationer, som de har læst sig til på Internettet.

Den mest almindelige effekt ved brugen af sundhedsrelaterede hjemmesider er, at folk bliver beroliget eller lettede. Således føler 25% af de adspurgte sig lettede efter at have læst en sundhedsrelateret hjemmeside, viser undersøgelsen fra Ugeskrift for Læger.

Informationer om medicin og lægemidler

Men behovet for information om sundhed og sygdom stopper ikke her. Halvdelen af danske kvinder vil nemlig have adgang til de samme informationer om lægemidler, som deres læge har adgang til, viser en anden ny undersøgelse fra Analyse Danmark.

Det foretrukne sted at søge informationer om lægemidler er stadig hos egen læge eller hos andet sundhedsfagligt personale, men danskerne ønsker også selv at have adgang til de informationer om lægemidler, som lægerne har adgang til. En af de kilder, som danskerne kan bruge i dette øjemed, er bl.a. Medicinhåndbogen. Medicinhåndbogen og den elektroniske udgave af denne (www.Medicinhåndbogen.dk) udgives af Dansk Lægemiddel Information. Informationerne er uvildig kvalitetsinformation om lægemidler. Medicinhåndbogen og er skrevet af uafhængig, faglig og lægelig ekspertise.

På Apotekets hjemmeside, www.apoteket.d, kan man få direkte adgang til en del af indholdet fra Medicinhåndbogen.

Kilder

Apoteket.dk

Sundhedsstyrelsen.dk

Ugeskrift for Læger, 2007;169(24):2318 ”Danskernes brug af sundhedsydelser på Internettet”

Analyse Danmark

Annonce
Prescriba

Læses lige nu

Annonce

Mest læste