Forstoppelse

De fleste af os har prøvet at have forstoppelse, og alligevel taler ingen højt om det. Det er ubehageligt og kan skydes flere ting. Læs her om symptomerne, årsager og bliv bekendt med, hvad du selv kan gøre, b. la. ved den korrekte siddestilling.

Hvad er forstoppelse?

Forstoppelse er en tilstand med abnormt langsom tarmpassage, hvor afføringen er hård og tør og meget besværlig at udtømme. Den sædvanlige døgnrytme for udskillelse af afføring kan blive forsinket, og mange føler sig ikke tømt efter toiletbesøg.

Se figur 1: Sammenhængen mellem afføringens konsistens og udskillelsesmuligheder.

Hvilke symptomer giver forstoppelse?

Forstoppelse kan betragtes som en akut og en kronisk tilstand.

Akut forstoppelse

Den akutte forstoppelse kan optræde ved eksempelvis ændringer i levevis, ferierejser, sengeleje og akut sygdom eller bivirkning ved medicin. Symptomerne er manglende udskillelse af tilstrækkelig afføring, hvor mange føler sig oppustede og utilpasse, og hvor nedsat indtagelse af ernæring kan forekomme fordi tarmen er fyldt op.
Pludselig ændring i afføringsmønsteret kan være tegn på alvorlige sygdomme. Derfor skal du tage kontakt til egen læge med det samme.

Kronisk - langvarig forstoppelse

Den kroniske forstoppelse kan skyldes medfødt langsom tarmpassage, levevis – især kost og drikkevaner, inaktivitet, sygdomme – der beskadiger nervebanerne til tarmfunktionen, bivirkning fra medicin eller undertrykkelse af afføringstrangen pga. dårlige toiletvaner, når den melder sig. Symptomerne er besværlig, tidskrævende og af og til smertefuld udskillelse af afføring. I nogle tilfælde kan man slet ikke komme af med afføring, selvom den presser sig på. Typiske symptomer fra kroppen er oppustethed, utilpashed, opstød, kvalme, opkastning, nedsat indtagelse af ernæring, vægtstigning eller mavesmerter. I værste fald kan man få forstoppelsesdiare, hvor man ikke kan styre udskillelsen af afføring. Man kan få ufrivillige afføring.

Påvirker forstoppelse trivsel og livskvalitet?

Ud over at forstoppelse påvirker den fysiske krop negativt, så kan længerevarende forstoppelse påvirke koncentrationsevnen og energien negativt. Nogle oplever også ydmygende og pinlige situationer, hvor afføringen lugter grimt eller tarmene larmer, så andre kan høre det.
For nogle mennesker betyder det nedsættelse af trivsel og livskvalitet.

Hvor mange lider af forstoppelse?

Forstoppelse forekommer hos alle aldersgrupper og hyppigheden stiger med alderen. Desværre har det vist sig, at hyppigheden også stiger hos børnene. Det skønnes, at 10 til 20 procent af alle danskere lider af forstoppelse i en sådan grad, at de mere eller mindre regelmæssigt tager afføringsmidler.

Hvorfor bliver man forstoppet?

Forstoppelse skyldes en negativt påvirkning på de ni faktorer (se figur 2), der betinger og påvirker den normale tarmfunktion:

  • Drikke og spise vaner
  • Fysisk aktivitet 
  • Behandling med lægemidler 
  • Det fysiske, psykiske og sociale miljø 
  • Tarmvævets iltning og ernæring via blodet 
  • Tarmbevægelsen 
  • Passageforhold i tarm og bækkenbundsmuskler 
  • Bugpressen.

Forstoppelse kan have en simpel årsag. Dog er årsagerne ofte komplicerede og det er nødvendig at finde årsagen/årsagerne til forstoppelsen, da det ellers ikke er muligt at behandle forstoppelsen.

Hvad kan jeg selv gøre?

Det første skridt er at erkende problemet, da det ikke er menneskelige vilkår at få ødelagt sin energi og trivsel af forstoppelse. Problemet bør løses. En enkelt overset ting kan f.eks. være at sidde ordentlig på toilettet (figur 3).

Figur 4 viser, hvad du selv kan gøre. Husk at føre dagbog over, hvordan dit afføringsmønster og konsistensen på afføringen ændrer sig ud fra Regula-modellen.

Figur 1: Regula. © Gerd Johnsen og medic team a/s

Figur 2: De ni faktorer. Tegnet af Kristof Bien, www.bien-venue.dk

Figur 3: Korrekt siddestilling på toilettet. Tegnet af Pia Olsen.

Den rigtige siddestilling

Hvis du sidder forkert på toilettet, må du presse meget hårdere for at få afføringen ud. Det kan give dig hæmorider eller løs tarm, og når du bliver ældre, kan du få hjerneblødninger eller slagstilfælde, fordi du presser for hårdt og forkert.

Med den rette siddestilling bliver arbejdet nemmere - og husk at presse med mellemgulvet og ikke med halsen.

  • Sid midt på toilettet.
  • Det er vigtigt, at du kan bøje frem i hofteleddet - ellers kan musklen, der hæfter på halebenet, lukke for tarmen. Er toilettet for højt (eller dine ben for korte), er det en god ide at sætte fødderne op på en skammel.
  • Svaj i ryggen for at skubbe halebenet tilbage.
  • Læn dig frem for at rette tarmen ud.
  • Tag en dyb indånding og udstød afføringen.

Figur 4: Hvad kan jeg selv gøre?

Behandlingsmuligheder Forstoppelse
 Regulering af væskeindtaget
 Øget væskeindtag
 Regulering af kost
Øget fiberindtag + regelmæssige måltider
 Regulering af motion
Øge motionen
 Andre muligheder for stimulering
 Tyktarmsmassage, bækkenbundstræning, (el-stimulering)
 Regulering af toiletvaner
 Afføringstidspunkt tilpasses døgnrytme, optimal siddestilling, fred og ro
 Regulering af lægemidler
Afføringsmidler
 Tarmskylning Vandlavement via endetarm eller stomi

Hvor kan jeg få hjælp?

Det er ikke altid let at få hjælp til behandling af forstoppelse. Afføring er meget tabubelagt og derfor viger mange tilbage for at tale åbent om problemet.
Du kan vælge at starte med at søge rådgivning for dit forstoppelsesproblem i Brevkassen, hvor specialsygeplejerske Gerd Johnsen vil give dig råd og vejledning. Dit spørgsmål vil blive besvaret og behandlet anonymt herefter. Brevkassen er åben for alle.

Læs også
Om diaré
Om ufrivillig afføring og inkontinens

Kilde
Gerd Johnsen, specialsygeplejerske SD.

Læses lige nu

Mest læste