Solens gode og dårlige sider

Solen er dejlig, og når solen skinner, løfter det humøret hos mange mennesker. Derudover sørger solen for, at vi danner D-vitamin, men samtidig er solen årsag til skader på øjne og hud og kan forårsage fx hudkræft og modermærkekræft. Her finder du de positive og negative aspekter ved solens stråler.

Sol giver D-vitamin

Når du opholder dig i sollys, danner kroppen D-vitamin. D-vitamin hjælper din krop med at optage den kalk, du får fra maden, og D-vitamin er nødvendig for, at dine knogler, tænder og muskler fungerer er sunde og fungerer optimalt.

Hvor meget D-vitamin der bliver dannet i din krop, afhænger af hvor kraftig solens UVB-stråling er og hvor længe, du er ude i solen. Fra maj til september er solens stråler i Danmark så kraftige, at er du udenfor, så har din krop fin mulighed for at danne den tilstrækkelige mængde D-vitamin. Nogle mennesker har dog brug for tilskud. Du kan desuden være opmærksom på, om du får D-vitamin i din mad. Du får D-vitamin fra fx fisk, især de fede fisk, kød, æg og mejeriprodukter.

Fra oktober til april er solens lys i Danmark ikke tilstrækkelig kraftig til, at vi danner nok D-vitamin, selvom vi opholder os udenfor i sollys. I denne periode bør du derfor være ekstra opmærksom på, om du får nok D-vitamin fra maden.

Solcreme hæmmer D-vitamin

Der er undersøgelser, som tyder på, at vi danner mindre D-vitamin, når vi bruger solcreme. Det er dog ikke bevist, at det fører til D-vitaminmangel, hvilket sandsynligvis skyldes, at solcreme ikke bliver brugt systematisk.

Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at vi bruger solcreme, når vi opholder os udenfor mellem kl. 12 og 15, men at vi på andre tidspunkter ikke behøver at bruge solcreme - med mindre vi decideret solbader.

Solens skyggesider

Solen kan føles dejlig varm på huden, men det er vigtigt at være opmærksom på, at solens stråler kan forårsage solskoldninger, for tidlig ældning af huden (rynker), skader på huden omkring øjnene eller andre øjenskader samt kræft i huden. Husk Kræftens Bekæmpelses fire solråd: Siesta, Solhat, Solcreme, Sluk Solariet.

Øjenskader

Skader på øjnene kan fx være svejseøjne, sneblindhed eller brændemærker på øjets nethinde. Det er derfor vigtigt, at du også husker at beskytte øjnene og ikke kun huden, når du opholder dig i solen. Bliver øjnene udsat for for meget sol, bliver de, ligesom huden, solbrændte og i værre tilfælde solskoldede. Ved svejseøjne, sneblindhed og "solbrændte øjne" får øjnene små blister på slimhinden på overfladen af øjet. Symptomerne ved dette er røde øjne, som svier og klør.

For at forebygge øjenskader bør du huske at smøre solcreme på øjenlågene og bruge solbriller - særligt når du er steder, hvor solens stråler reflekteres, dvs. på vandet, ved stranden og på ski.

Kræft i huden og modermærkekræft

Hudkræft er en af de hyppigste kræftformer. Næsten 7000 danskere får ifølge Kræftens Bekæmpelse årligt kræft i huden, og der kommer stadig flere tilfælde.

Solens ultraviolette stråler menes at være årsag til ca. 85 procent af alle hudkræfttilfælde.

Derimod mener man, at solens stråler er årsag til hele 90-95 procent af alle tilfælde af modermærkekræft.

Modermærkekræft rammer hvert år ca. 1000 danskere.

Du kan undersøge din hud ved at se efter nye eller eksisterende pletter eller knuder, der ændrer farve, størrelse eller form. Du kan også holde øje med sår, som ikke vil hele og andre mærker, der heller ikke vil hele, bløder eller klør.

Undgå solarie-solen

Den ultra-violette stråling fra solarier øger risikoen for for tidligt ældet hud og risikoen for at udvikle kræft i huden. Derfor fraråder Kræftens Bekæmpelse, at vi går i solarium eller bruger højfjeldssol. Da der er stor forskel på, hvor meget solariet bidrager med i forhold til at danne D-vitamin, frarådes det desuden at bruge solarium som kilde til D-vitamin.

Læs også

Læs desuden artiklen Solen er hård ved øjnene og artiklen D-vitaminer er sundt i Dagens Puls, Juli 2008

Kilder

Risiko for øjenskader i solen (fpn.dk)

Kræftens Bekæmpelse

Huddoktor.dk/patient

Holick MF, Sunllight and vitamin D for bone health and prevention of autoimmune diseases, cancers, and cardiovascular disease. American Journal of Clinical Nutrition 2004, vol. 80, nr. 6, 1678S-1688S.

Læses lige nu

Mest læste