Kom godt i gang med din træning

Når du som begynder skal i gang med at træne, handler det for dig om at lave et træningsprogram, der er så simpelt som muligt, men samtidig giver dig en god og alsidig træning.

Når du er utrænet responderer kroppen nemlig godt på alle former for træning. Det er derfor ikke nødvendigt at lave store forkromede træningsprogrammer.

I stedet bør du fokusere på at lære dig selv og din krop at kende. Du skal lære at kende forskel på den gode smerte og den dårlige smerte. God smerte er forbundet med hårdt fysisk arbejde for eksempel intervaltræning, mens den dårlige smerte er den der opleves ved begyndelsen til en skade. Ligesom med smerte kan du også være træt på flere forskellige måder. Du skal lære at skelne mellem en reel og generel træthed og den træthed, der indtræffer i dagene efter hård konditionstræning. En træner eller ekspert indenfor konditionstræning kan lære dig at tyde og skelne mellem disse forskellige typer af smerte og træthed. Kun når du har lært dig selv godt at kende, kan du eller din træner planlægge din træning optimalt!

Et træningsprogram skal motivere IKKE stresse!

Når du planlægger din træning, er det vigtigt at lægge træningen på de dage, hvor du har god tid og dermed overskud. At presse træningen ind i en travl hverdag kan gå i begrænsede perioder, men du vil hurtigt finde ud af, at bare tanken om at skulle nå den daglige træning kan virke stressende i stedet for motiverende. Når du kigger på din træningskalender, skal du føle dig motiveret og ansporet til at træne. Hvis du ikke har den følelse, så bør du kigge på dit træningsprogram og se, om der er noget du kan gøre anderledes i fremtiden.

Forsøg at holde mindst en hviledag mellem dine træningspas!

Når du ikke er vant til at træne, er det vigtigt at du holder mindst en hviledag mellem dine træningspas for at kroppen kan nå at restituere efter træningen både fysisk og mentalt. Når du kommer i bedre kondition vil du mærke at din krop bliver hurtigere frisk og du vil kunne træne flere dage i træk uden problemer. Men start langsomt op.

Hold intensiteten nede!

Med mindre du kan lide at træne meget hårdt, således at du bliver forpustet, er der ingen grund til at træne dig selv halvt ihjel, når du begynder på konditionstræning. Du vil opnå forbedringer i din kondition ret hurtigt ved blot at træne regelmæssigt. Sørg i stedet for at nyde din træning.

Du kan for eksempel skifte mellem arbejde og hvileperioder, således at du arbejder i to minutter og holder pause i to minutter, du kan gentage dette scenario ti gange, således at du har 20 minutter effektivt arbejde og 40 minutters træning i alt. Det betyder, at du undgår at blive alt for forpustet og har overskud både fysisk og mentalt gennem hele træningen.

Afprøv forskellige træningsformer - og find den rigtige!

Der findes mange forskellige træningsformer, der forbedrer din kondition meget effektivt. Du bør afsøge og afprøve flere forskellige træningsformer, for at finde den træningsform der passer dig bedst - for det er helt sikkert at der nok skal være en træningsform, som du synes passer lige præcis til dig. Læs mere her.

Så har du fået mod på at begynde et træningsforløb, så husk på, at starte roligt op. Lyt til kroppen og lær den at kende. Det er lysten der driver værket, så sørg for at træningen er motiverende og at du har tid og overskud til at gennemføre dit planlagte program.

Læs om træningsplanlægning til let øvede og træningsplanlægning til øvede.

Læses lige nu

Mest læste