Sådan undgår du dårlig kemi i hverdagen

Rengøringsmidler, tøj, legetøj og kosmetik er blot nogle af de produkter, som indeholder sundhedsskadelige stoffer. I morgen udkommer bogen "Familie uden kemi", som er en guide til, hvordan du og din familie kan få en mindre "kemifyldt" hverdag. 

Parabener, phtalater, bromerede flammehæmmere, parfume, kunstige farvestoffer, m.v. Listen over kemiske stoffer, vi udsættes for i dagligdagen er lang. Måske er du også en af dem, der synes, at det er en smule foruroligende - ikke mindst hvis du har små børn. Din bekymring er i så fald helt forståelig - mange af de kemiske stoffer, vi dagligt udsættes for, bliver nemlig optaget i kroppen.

Heldigvis kan du selv gøre noget for vidt muligt at undgå stofferne. Det kræver dog, at du selv handler og bevidst og kritisk begynder at vælge de produkter, der er bedst for både dig selv, din familie og for miljøet. Netop sådan lyder budskabet i bogen "Familie uden kemi - guide til en sundere hverdag".

>>Verden er desværre sådan i dag, at vi selv bliver nødt til at tænke over, hvad der er i den creme, vi smører i ansigtet hver morgen, hvad tandpastaen indeholder, og hvor vi ellers kommer i kontakt med kemikalierne, Vi skal begynde tidligt, og vi skal begynde med os selv<<, skriver bogens forfattere, Lene Midtgaard og Tino Rabo Tønnesen, der begge i mange år har arbejdet som miljøvejledere, hvor de bl.a. har rejst rundt i landet med foredraget "Baby uden kemi".

Vælg de gode produkter

Der findes mange af de tvivlsomme stoffer i produkter, som du bruger hver dag. Fx i fødevarer, plejeprodukter og kosmetik, legetøj, rengøringsmidler, elektronik, tøj, møbler, osv.

Forfatterne til den nye guide understreger, at vi som forbrugere også selv har et ansvar, men heldigvis har vi et valg, og derfor vil de med bogen klæde de danske forbrugere bedre på til at fravælge de produkter, der indeholder de farligste kemikalier. Her peger de på, at både danske og udenlandske forskere mistænker flere af stofferne for at have alvorlige konsekvenser for vores sundhed, fx i form af kræft, allergi og ufrugtbarhed.

Sikker guide gennem junglen

Bogen hjælper dig godt og sikkert igennem kemijunglen og fortæller, hvordan du og din familie kan nedsætte mængden af kemiske stoffer i hverdagen.

Bogen indeholder bl.a.:
  • Beskrivelse af problematiske kemiske stoffer i forbrugerprodukter, fx plejeprodukter, tøj, legetøj og møbler, herunder lovgivning og viden på området.
  • Råd til hvordan du finder frem til de gode valg og hermed nedsætter udsættelsen for skadelige stoffer.
  • Lister over alle svanemærkede pleje- og rengøringsprodukter på det danske marked.
  • Beskrivelse af de mest udbredte miljø- og sundhedsmærker.
  • Praktiske huskelister, som du kan klippe ud og tage med på "kemifrit" indkøb.

Læses lige nu

Mest læste