Solcreme uden skadelige stoffer

Ny test af solcremer viser, at det er muligt at finde solcremer, der ikke indeholder allergifremkaldende, hormonforstyrrende eller miljøbelastende stoffer.

Informationscenter for Miljø og Sundhed (IMS) har i samarbejde med forbrugermagasinet Tænk udført en test af 13 solcremer.

Testen viser

Én ud af de 13 testede solcremer indeholder ingen af de skadelige kemiske stoffer, som IMS karakteriserer som problematiske i forhold til miljø og sundhed. Det vil sige stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller allergifremkalde og stoffer, der er giftige for vandmiljøet eller kan ophobes i miljøet. Testvinderen er Coop's Änglemark Sunlotion faktor 15, som desuden er mærket med miljømærket Svanen.

"Coop er ofte blandt de hurtigste til at omsætte ny viden på miljø- og sundhedsområdet til praksis, og det bekræftes af denne test. Men de er indtil videre noget alene. Forhå­bent­lig vil andre producenter snart følge efter", siger Rikke Bille, som er testkoordinator hos IMS, i deres pressemeddelelse.

Se resultaterne af testen

Tjek din egen solcreme

Solcremerne i testen er udvalgt af Tænk på baggrund af indmeldelser fra flere europæiske lande, men undersøgelsen er ikke markedsdækkende.

Alle de testede solcremer findes på det danske marked, men repræsenterer ikke nødvendigvis de 13 mest solgte cremer", uddyber Rikke Bille.

Du kan altså have en solcreme i skabet, som ville kunne leve op til IMS' kriterier. Måske er den uden skidt kemi, men blot ikke blandt de testede solcremer.

Hvis du vil se din solcremer efter i sømmene, kan du tage luppen frem og se efter følgende ingredienser på indholdsdeklarationen.

  • Parfume, da det kan være årsag til allergi. Vær især opmærksom på 26 særligt allergifremkaldende parfumestoffer. Husk at æteriske olier og andre planteudtræk også kan indeholde duftstoffer, som kan give allergi.
  • Allergifremkaldende konserveringsstoffer. Se efter: formaldehyd, formaldehydfrigører (benxylhemiformal, 2-bromo-2-nitropropane-1,3-diol, 5-bromo-5-nitro-1,3-dioxane, diazolidinyl urea, DMDM-hydantion, imidazolidinyl urea, methamine, paraformaldehyd, sodium hydroxymethylglycinate, quaternium-15), iodopropynylbutylcarbamat (IPBC) og kathon (isothiazolinoner). Læs mere hos Videncenter for Allergi.
  • Parabener - særligt butylparaben, isobutylparaben, propylparaben og isopropylparaben. De mistænkes for at være hormonforstyrrende.
  • UV-filteret 4-MBC. Miljøstyrelsen fraråder stoffet i solcreme til børn under 12 år pga. risikoen for hormonforstyrrende virkning. 4-MBC findes stort set ikke længere i solcremer på det danske marked, men du kan være uheldig at finde det i solcremer i udlandet.
  • UV-filtrene 3-benzylidene camphor, octyl methoxycinnamate/ethylhexyl methoxycinnamate og benzophenone-3. Filtrene har i dyreforsøg vist hormonforstyrrende effekter og er på EU's liste over hormonforstyrrende stoffer.

Solcreme uanset hvad

Dagens Sundhed understreger ligesom IMS og Kræftens Bekæmpelse, at det er vigtigt at bruge solcreme, hvis man opholder sig i solen. Alle solcremer er bedre end ingen, da risikoen for hudkræft er mange gange større end risikoen fra miljø- og sundhedsskadelig kemi i solcremer.

Råd om solcreme og solbeskyttelse

Du kan selv gøre en del for at beskytte dig mod solens stråler.

  • Brug solcreme med mindst faktor 15
  • Brug solcreme med både UVA- og UVB-beskyttelse
  • Sørg for at bruge nok solcreme - en god håndfuld til en voksen person
  • Smør solcremen på mindst 30 minutter før du skal ud i solen
  • Solcreme mister sin virkning, så smør dig igen hvis du fx har været ude at bade eller har svedt
  • Undgå middagssolen mellem kl. 12 og 15
  • Søg skygge - medbring evt. selv parasol eller strandtelt
  • Brug hat og tag noget let tøj på. Løstsiddende, tætvævet bomuld beskytter bedst
  • Brug solbriller med solfilter. Tætsiddende solbriller med sidebeskyttelse og mærket EPF (øjenbeskyttelse) er bedst

Læs også

Kilder: Informationscenter for Miljø og Sundhed, Kræftens Bekæmpelse

Læses lige nu

Mest læste