Dagens myte: Kaffe er farlig.

Der går myter om, at kaffe er farligt for helbredet. Men er det sandt? Dagensundhed afliver i løbet af de kommende uger flere myter om, hvad der er sundt. Dagens myte handler om kaffe.

Kaffe er årsag til dårlig samvittighed hos en del mennesker, og har da også været mistænkt for give fx forhøjet blodtryk og blodpropper. Men de sammenhænge, der er fundet mellem risiko for sygdom og forbruget af kaffe, skyldes næppe kaffen i sig selv. Årsagen skal nok snarere findes i, at folk, der drikker meget kaffe, lever usundt på en række områder, eksempelvis ryger meget og har måske en stresset livsstil.

Kaffe indeholder koffein, som virker opkvikkende for kroppen og påvirker centralnervesystemet, kredsløbet og stofskiftet. Videnskaben peger på, at kaffe er med til at forebygge en række kræftformer, idet kaffe indeholder antioxidanter. Herudover har videnskabelige studier i forskellige befolkningsgrupper vist, at kaffedrikkere har lavere risiko for at få kræft i svælget, spiserøret, tyktarmen og mundhulen.

 

Drik kaffe med måde 

Som tommelfingerregel bør forbruget af kaffe helst ikke være højere end 3-4 kopper kaffe om dagen. Koffeinet i kaffe øger nemlig også kroppens udskillelse af kalk, og kan derfor øge risikoen for knogleskørhed. Derudover bør kvinder, der gerne vil være gravide, holde igen med kaffen og andre koffeinholdige drikkevarer, da koffein mistænkes for at øge risikoen for abort i de første uger af graviditeten. Gravide anbefales desuden at minimere deres forbrug af kaffe.

Læses lige nu

Mest læste