Dumpekarakter til de officielle kostråd

Sådan lyder det fra idrætsfysiolog, Morten Zacho, som for nyligt tog debatten om de 8 kostråd op. Flere af rådene bør ændres, men hvilke, hvorfor og hvad siger myndighederne?

>>Tre af rådene får især danskerne til at spise mere uhensigtsmæssigt og ikke så sundt, som de kunne gøre<< indledte Morten Zacho debatten med på TV2’s Gomorgen Danmark. De tre kostråd, der får dumpekarakter er:

  • Spis 6 om dagen
  • Spis kartofler, pasta, ris og fuldkornsprodukter hver dag
  • Spar på fedtet, især fra mejeriprodukter og kød

Spis maser af grøntsager hver dag

Sådan lyder det fra Morten Zacho, der mener, at ”6 om dagen” kampagnen har fået danskerne til at spise ufattelig meget frugt, men ikke en eneste grøntsagsordning på landets arbejdspladser har set dagens lys.

Spis fiberrigt og groft

Er et andet forslag til en forfinelse af kostrådene, da Morten Zacho mener, at placeringen af pasta og ris i de 8 kostråd virker helt malplaceret.

De seneste år har undersøgelser vist, at alt for mange kulhydrater, særligt de simple, er skadelige og øger risikoen for diabetes, som igen øger risikoen for hjertekarsygdomme. Derfor kan anbefalingen om pasta og ris hver dag gøre mere skade end gavn.

>>Her er det også relevant at se på hvilke fiberkilder man indtager. De fleste tror at rugbrød fra Schulstad er definitionen på fuldkorn, hvor der med fordel kan fokuseres på kornsorter som quinoa, hirse, amarant, boghvede og selvfølgelig grøntsager << udtaler Jacob Søndergaard, der er træningsfysiolog og til daglig beskæftiger sig med personlig træning og foredrag. 

Fedtrådet får folk til at vælge mere usundt

Det er Morten Zacho’s kritik af kostrådet ”Spar på fedt, især fra mejeriprodukter”. I flere supermarkeder sælges light produkter og fedtfattige varianter, f.eks. 0,1% yoghurt, der i stedet har et højt sukkerindhold på bekostning af fedtet. Og i køledisken står danskerne over for valget mellem økologisk hakket oksekød og den ikke-økologiske variant med en lidt højere fedtprocent – og så vælger de efter fedtrådet.

Jacob Søndergaard er enig i dette og retter fokus på, at danskerne skal gå efter kvalitet og efter kød fra fritgående dyr, der har spist foder, som er naturligt for dyrene. >> Kødet indeholder en masse sunde proteiner, samt andre næringsstoffer, som er sunde både for folk der træner meget, men samtidig for de som gerne vil tabe lidt.<< tilføjer Jacob. 

Når vi skærer ned på fedt fra kød og mejeriprodukter, er der en sandsynlighed for, at vi erstatter fedtet med de simple kulhydrater. Men det er der ingen gevinst ved, viser en helt ny metaanalyse. >>Har man et normalt kolesterolindhold i blodet , er fedt fra kød og mejeriprodukter ikke farligt. Er kolesterol i blodet derimod forhøjet bør man spare på det mættede fedt,<< udtaler Tine Tholstrup, lektor på Institut for Human Ernæring, og fortsætter:

>>Den sidste store metaanalyse viser, at indtagelse af mættet fedt ikke øger risikoen for at udvikle hjertekarsygdomme. Så derfor er der ikke grund til den store fedtforskrækkelse, men det er en god ide at spare på sukker og stivelseholdige kulhydrater.<<

Skal kostrådene revurderes?

De 8 kostråd er udformet på baggrund af den viden, der eksisterede dengang, men siden da er der sket noget inden for kulhydrater og fedt. Steen Stender, læge og næstformand for arbejdsgruppen, der udformede de 8 kostråd i 2005, er dog uenig i, at kostrådene dumper.

Dagens Sundhed har spurgt Inge Tetens, forskningschef ved DTU Fødevareinstituttet, hvad danskerne kan forvente fra myndighedernes side:

>>Den viden, vi allerede har, lægger op til, at vi spiser masser af grøntsager, frugt og fiberrigt. Vi kan ikke fjerne en masse fra kosten uden at sætte noget i stedet. Fordi der kommer en ny artikel, skal man ikke glemme den eksisterende viden. Morten Zacho kritiserer i virkeligheden formuleringen af de 8 kostråd. Simple råd er vanskelige at kommunikere, fordi folk forstår dem med deres egen baggrund. Og formuleringen af rådene kan betyde, at nogle folk bliver fedtforskrækkede. Men den dag der er tilstrækkelig ny dokumentation til at ændre på kostrådene, er jeg også sikker på, at myndighederne vil gøre det.<<

De nuværende kostanbefalinger skelner ikke mellem, om man er inaktiv, let fysisk aktiv eller meget fysisk aktiv. Fysisk aktivitetsniveau har betydning for den enkeltes behov for forskellige mikro- og makronæringsstoffer, og derfor mener Jacob Søndergaard, at de nuværende kostanbefalinger bør forfines yderligere. 

Kilder

Se udsendelsen med Morten Zacho i Gomorgendanmark

Siri-Tarino PW, Sun Q, Hu FB, Krauss RM (2010): Saturated fat, carbohydrate, and cardiovascular disease. The American Journal of Clinical Nutrition, vol:91 hft.:3 s.:502 -509 (oversigtsartikel)

Læses lige nu

Mest læste