Ryglidelsen VIP

Scanninger viser, at mere end 20 procent af voksne danskere har såkaldte modic-forandringer - væskeklatter i knoglerne i rygsøjlen.

Den nyeste forskning dokumenterer samtidig, at i 90 procent af tilfældene ledsages disse forandringer af lændesmerter - så kaldes tilstanden VIP (Vertebral Inflammatory Proces). Der er tale om erkendelsen af en helt ny sygdom, som må skønnes at være en meget hyppig årsag til kroniske rygsmerter.

Det skønnes, at VIP er årsag til betydeligt indskrænket livskvalitet hos cirka fem procent af den voksne befolkning, dvs. 200.000 danskere, og VIP er formentlig den hyppigste specifikke årsag til rygsmerter, viser data publiceret i det ansete ryg-tidsskrift Spine i foråret 2005. VIP vurderes som en af de vigtigste opdagelser på rygområdet siden opdagelsen af discusprolapsen i 1934.

VIP opstår tit, når en discus er svært ødelagt. Tilstanden opstår hos seks ud af ti, der har haft en discusprolaps, og det sker i månederne efter, at prolapsen er helet eller er blevet opereret. Vi ved ikke, hvad VIP kommer af, men der er tale om en langvarig irritationstilstand af knoglen, som giver væskeophobning og smerter.

Symptomer på VIP

Vertebral Inflammatory Proces medfører langvarige smerter lokaliseret et bestemt sted i ryggen (smerterne flytter sig ikke). VIP giver ikke ischias-smerter (smerter fra ryg strålende ud i benet). Smerterne er ofte konstante og kan derfor også være tilstede om natten. Aktivitet, herunder rygtræning, forværrer i mange tilfælde smerterne. Med tiden kan smerterne langsomt aftage af sig selv og måske helt forsvinde, men det er svært at forudse, hvor længe smerterne bliver ved i det enkelte tilfælde. Mellem et og fem år er almindeligt.

Annonce

Ti typiske kendetegn:

  • Der er smerter et bestemt sted i ryggen, som regel inde i rygsøjlen (knoglerne).
  • Smerterne er meget ofte konstant tilstede, men kan svinge i styrke i løbet af dagen.
  • Smerterne er som regel værst om morgenen, men når man kommer i gang og bliver rørt lidt, mindsker de, og på gode dage forsvinder smerterne helt.
  • Smerterne har været tilstede i mindst seks måneder.
  • Der er ikke nogen anden kendt specifik rygsygdom, fx knogleskørhed eller hvirvelskred.
  • Hvis der både er ischiassmerter (smerter udstrålende fra ryg ned i benet) samt rygsmerter, vil rygsmerterne være de værste.
  • Der er ømhed ved tryk på et bestemt sted på rygsøjlen (knoglerne).
  • Der kan være natlige smerter.
  • Smerterne kan forværres ved rygtræning, og selv flere måneders korrekt rygtræning har slet ikke mindsket smerterne.
  • Der er måske tale om nye lændesmerter opstået månederne efter en diskusprolaps (opereret/ikke-opereret).

Hvis du svarer ja til fire eller flere af disse symptomer kan det være en ide at tage en snak med din egen læge eller blive undersøgt af en speciallæge i reumatologi, ortopædkirurgi eller neurokirurgi.

Diagnose

For 80 procent af alle patienter med rygsmerter hedder det sig, at det er umuligt at finde årsagen til smerterne ved hjælp af undersøgelser eller blodprøver. Men ny teknologi - herunder ikke mindst MR-skanning (Magnetic Resonansundersøgelse) – betyder, at der er bedre muligheder end nogensinde før, for at finde de anatomiske forandringer af rygsøjlen, som forårsager en del patienters rygsmerter.

MR-scanning af ryggen er den mest sikre metode til at stille en diagnose på en ryglidelse. En MR-scanner ligner en CT-scanner, men der benyttes ufarlige magnetstråler i stedet for røntgenstråler. Undersøgelsen varer cirka en halv time. Hvis der er tale om modic-forandringer, vil scanningen vise væskeophobning i knogleenderne af ryghvirvlerne, som støder op til en slidt discus (se billede). VIP er så tilstanden, hvor der både er kroniske rygsmerter og modic-forandringer tilstede samtidig.

Forebyggelse og behandling

Sygdommen er endnu så nyopdaget, at lægernes viden begrænset. Derfor er det endnu ikke muligt at give særlige råd om forebyggelse. Hos de fleste patienter bliver tilstanden dog langsomt bedre af sig selv. Desværre går der som regel flere år, før smerterne forsvinder.

Der er ingen videnskabeligt dokumenterede behandlingsformer i dag, men der eksperimenteres med rygoperationer og forskellige former for medicinske behandlinger, hvoraf nogle er lovende.

Almindeligt smertestillende medicin har kun sparsom virkning, og rygtræning kan forværre smerterne men næppe skade knogler og bruskskiver. Endnu er lægernes viden om VIP (Vertebral Inflammatory Proces), herunder modic-forandringer, ikke så stor. Mange læger kender ikke diagnosen. Der er dog en række kendetegn, som forskerne har fundet frem til i de seneste år. (Se de ti typiske kendetegn)

Fremtidige forskningsprojekter

Der er mange forskningsprojekter i gang for at få mere sikre svar på mange af de spørgsmål som den nye viden udløser. Fremtidsperspektivet er, at vi inden for to, tre år bliver endnu bedre til at stille dignosen end i dag, og samtidigt vil kunne opstille prognoser og iværksætte effektive behandlinger. De patienter, som forventes at kunne hjælpes med nye behandlingsformer, er blandt de mest invaliderede i dagens Danmark. Samfundets besparelser vil derfor kunne opgøres i milliarder. Forskningsresultater fra RygForskningsCentret, Rygcenter Fyn omkring brugen af MR-scanninger til at stille diagnoser, skønnes at få betydning for op imod 1/4 af alle patienter med længerevarende rygproblemer.

Læs også

Folkesygdom.dk 

Rygcenter Fyn 

Ryg.dk - Gør din ryg glad 

Danmarks Ryg - Patientforening

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Annonce
Prescriba

Læses lige nu

Annonce

Mest læste