Derfor er vægttab en tung last

Når man taber sig, er det kun mængden af fedt i cellerne, der mindskes, hvorimod antallet af fedtceller forbliver det samme. Det betyder, at overvægtige børn kan få svært ved at tabe sig i voksenlivet, og at det som voksen er svært at opnå et varigt vægttab.

Det viser ny forskning fra Karolinska Instituttet i Stockholm, som netop er blevet offentliggjort i det naturvidenskabelige tidsskrift Nature.

De svenske forskere har undersøgt flere hundrede børn, unge og voksne, og de fandt ud af, at antallet af fedtceller i kroppen stiger i løbet af vores opvækst og frem til 20-års alderen. Herefter forbliver antallet af fedtceller konstant resten af livet.

Forskerne har også opdaget, at alle voksne mennesker - uanset vægt, køn eller alder - konstant producerer nye fedtceller for at erstatte den tilsvarende hurtige nedbrydning af allerede eksisterende fedtceller. Indtil nu har den generelle opfattelse været, at vi som voksne ikke kunne danne nye fedtceller, men at vi slipper mere fedt ind i allerede eksisterende fedtceller.

Svært at opnå varigt vægttab

Selv hvis man som overvægtig taber sig, bevarer man et konstant antal fedtceller i kroppen, men størrelsen af de enkelte fedtceller er mindsket markant. Derfor kan det være svært at holde et vægttab. Når man som voksen taber sig (eller tager på), påvirker det altså kun mængden af fedt i cellerne, det påvirker ikke antallet af fedtceller. Og alle disse fedtceller skriger efter fedt, når de bliver tømt:

”Resultaterne forklarer, hvorfor det er så svært at opretholde et vægttab. De nye fedtceller, som dannes under og efter vægttab, har brug for at blive fyldt hurtigt op med fedtstoffer - og dermed øges risikoen for, at man igen går op i vægt”, siger Peter Arner, en af forskerne bag undersøgelsen i en pressemeddelelse fra Karolinska Instituttet.

Overvægtige børn i risiko 

Undersøgelsens resultater viser også, at det kan blive svært at tabe sig senere i livet, hvis man er overvægtig som barn.

Hvis dit barn er overvægtigt, er det vigtigt, at du prøver at motivere det til et sundere liv. Der er meget du som forælder kan gøre for at hjælpe dit overvægtige barn til et sundere liv. For at fremme barnets motivation, er det en god idé at inddrage hele familien i projektet. En sund livsstil indebærer, at I tænker over, hvad det er I spiser, og hvor meget I bevæger jer i hverdagen. Formuler i fællesskab nogle mål, som har fokus på både kost og motion. Der er mange flere gode råd at hente i artiklen Hjælp dit overvægtige barn. Læs også artiklen Børn og fedme.   

Ifølge forskerne fra Karolinska Instituttet giver resultaterne giver et nyt mål i behandlingen af overvægt, nemlig at angribe de signaler og gener i fedtceller, som styrer dannelsen af nye celler.

 

Kilde

Pressemeddelelse fra Karolinska Instituttet

Læses lige nu

Mest læste