Gener under flyrejsen kan minimeres

Fly bringer os hurtigt fra sted til sted, det er umiddelbart en nem og bekvem transportform. Men flyrejsen kan byde på forskellige gener. Her får du gode råd om, hvad du selv kan gøre for at minimere dem. 

Gener i forbindelse med flyrejsen kan fx være udtørring af huden og kroppen, jetlag, hævelser i benene og propper i ørerne. Heldigvis kan du selv gøre noget for at forebygge eller minimere de ubehagelige følgesvende.

Udtørring af huden og kroppen 

Din hud og krop kan tørre ud under flyrejsen, fordi luften i et fly er meget tør. Den relative luftfugigthed i et fly er som regel mindre end 20%. Det giver tørre slimhinder og øger dit væsketab, når du trækker vejret. Kroppen påvirkes til at afgive ekstra fugt. Det er derfor vigtigt, at du forebygger væskemangel ved at drikke godt med væske - og modsat ikke får for meget alkohol. Det er også en god idé at have noget fugtgivende creme med til ansigt og hænder.

Jetlag

Du kan få jetlag, når du rejser hurtigt gennem flere tidszoner. Vores krop har en cyklus af søvn og vågen tilstand og forsøger at følge denne døgnrytme. Jetlag opstår, fordi kroppens normale døgnrytme bliver brudt - vi bliver fx trætte eller har svært ved at falde i søvn. Mange oplever, at generne er værst, når de rejser mod øst i forhold til mod vest.

Gener ved jetlag

Generne kan vare 2-14 dage - de optræder typisk som træthed i dagtimerne, manglende lyst til mad, fordøjelses- og søvnproblemer samt nedsat mental eller fysisk formåen.

Hvad kan man gøre?

Det bedste du kan gøre er hurtigst muligt at tilpasse dig rytmen i den nye tidszone ved fx at indpasse måltider og søvn. Du kan også begynde at tilpasse kroppen et par dage inden rejsen, idet du rykker din rytme 1-2 timer mod opholdslandet tid.

Ander råd mod jetlag:

  • Vær udsovet inden afrejsen.
  • Forsøg at sove under flyveturen.
  • Drik godt med væske på turen - undgå for meget kaffe, te og alkohol.
  • Efter ankomsten så følg lokalbefolkningens døgnrytme og ophold dig ude i dagslyset.
  • Planlæg ikke et krævende program de første dage efter en lang flyvetur. 
  • Overhold sengetiderne i de første døgn og undgå stimulanser som cigaretter, kaffe, te, alkohold og cola et par timer inden.

I nogle få lande fås et præparat (med stoffet melatonin) mod jetlag, men det sælges ikke i Danmark. Man har ikke et klart billede af stoffets virkninger og bivirkninger, så vær varsom med at bruge det. Undgå stoffet hvis du er gravid eller ammende.

Hævelser og blodprop i benene

Når du sidder stille i mange timer kan dine ben hæve og føles spændte. Årsagen er, at immobiliteten hæmmer tilbageløbet af blod fra benene, så blodet ophobes. Risikoen for blodprop i benene er væsentligt forøget ved lange flyrejser. Spørg derfor din læge inden rejsen, om du skal tage nogle forholdsregler mod dette.

Gode råd til dine ben:

  • Bevægelse er godt, jo mere des bedre. Du kan veksle mellem at gå ture i gangene og lave vippeøvelser med fødderne mindst en gang i timen. 
  • Brug støttestrømper under flyrejsen, især hvis du har tendens til hævede ben, har dårlig blodcirkulation eller er i risiko for at få blodpropper. 
  • Drik godt med væske og undgå for meget alkohol.
  • Undgå at sidde med korslagte ben, og sørg for, at sædekanten ikke presser for hårdt mod lårenes bagside.

Propper i ørerne

Propper og evt. smerter i ørerne er almindelige gener under flyveturen. Generne opstår, fordi luftrykket i flykabinen ændres, når flyet letter og lander.

  • Udlign trykket ved at gabe, synke eller drikke.
  • Trykregulerende øreporpper kan evt. anvendes, medmindre man har en lidelse i mellemøret.
  • Spædbørn kan få bryst eller flaske.

Hvis du er forkølet, har allergi med tilstoppet næse eller betændelse i mellemøret eller bihulerne, kan det dog være vanskeligt at få udlignet trykket. Du kan opleve smerte i øre eller i hovedet - og trommehinderne kan måske springe.

  • Hvis du har en tilstoppet næse pga. forkølelse, er det en god idé at anvende næsespray- eller dråber ½ time før flyet letter og lander.
  • En tilstoppet næse pga. allergi kræver et forebyggende præparat, der kan mindske hævelsen af din slimhinde.
  • Kontakt din læge inden afrejsen, hvis du tror, at du har mellemøre- eller bihulebetændelse. 

Kilder

Statens Serum Institut

Udlandsvaccinationen

Apotekets pjece "Ferie"

Læses lige nu

Mest læste