Hvordan skal man tage p-piller?

P-piller. Giver næsten 100% beskyttelse mod uønsket graviditet. Men giver også kvinder rynker i panden af og til - for hvor mange af os har ikke prøvet at glemme den 'lille hvide' i ny og næ?

P-pillen som præventionsmiddel er ca. 35 år gammel. Det er den mest sikre metode til at undgå graviditet, hvis man ser bort fra sterilisation. Under 1% bliver gravide ved korrekt brug. Du skal dog huske, at p-piller ikke beskytter mod sexsygdomme.  

P-pillen er den mest populære præventionsmetode i Danmark.

De fleste af de p-pillemærker, der er på markedet i dag indeholder langt mindre af de kunstigt fremstillede kønshormoner end tidligere. Man kalder dem også lavdosispræparater.

Hvordan og hvor får jeg p-piller?

P-piller er receptpligtige, hvilket vil sige, at det kun er igennem lægen, du kan få en recept på p-piller. Du skal henvende dig til din egen læge, eller en anden læge, hvis du ikke ønsker at tale med "familielægen". Når det gælder prævention, har du frit lægevalg. Du kan også henvende dig til den nærmeste præventionsklinik. For dig som er ung – og måske lidt genert og blufærdig og bare synes, det er så pinligt, er det måske vigtigt for dig at vide, at selv om du vælger jeres "familielæge", har denne tavshedspligt, og dine forældre vil ikke få besked om dit lægebesøg – og dit ærinde.

Du behøver ikke få foretaget en underlivsundersøgelse for at få p-piller. Lægen laver som regel kun en underlivsundersøgelse, hvis der er mistanke om eventuelle kønssygdomme, hvis lægen skal tage en celleprøve (screening for livmoderhalskræft), eller hvis der er er grund til at tro, der er noget galt med underlivet. 

Hvordan skal man tage p-piller?

Her beskrives, hvordan du skal tage de mest almindelige p-piller.

  1. I hver pakke p-piller er der en indlægsseddel. Læs den grundigt igennem, før du begynder at tage p-pillerne.
  2. Den første p-pille skal du tage på første menstruationsdag. Du opnår hermed fuld beskyttelse med det samme. 
  3. Tag én tablet dagligt i 21 dage og hold så en pause i syv dage. Det vil sige, tager du din sidste pille mandag, skal du starte med den efterfølgende pille næste tirsdag. 
  4. I pausen får du en blødning. Den er som regel svagere end normalt, fordi du tager p-piller.
  5. Det er vigtigt for effektiviteten, at du tager p-pillerne korrekt og ikke glemmer at tage dem.
  6. Følg altid indlægssedlen eller spørg din læge til råds. 

OBS! Bruger du flerfase p-piller, skal du tage pillerne i alle de 28 dage, som cyklus varer, og du skal tage pillerne på det samme tidspunkt i døgnet. Følg indlægssedlen eller spørg din læge.

Hjælp til at huske p-pillen

  • Sæt alarmen på din telefon, så den bipper hver dag på det tidspunkt af døgnet, hvor du skal tage din p-pille.
  • Vend dig til at tage p-pillen sammen med en bestemt ting, som du gør hver dag, fx tandbørstning eller middagsmåltid. 
  • Læg dine p-piller i din pung eller taske, som du altid har med dig.

Hvis du glemmer en pille

Hvis du af en eller anden årsag glemmer at tage en pille, er det vigtigt, at du tager den glemte pille, så snart du opdager det. Også selv om det betyder, at du skal tage to piller på samme dag. Tag derefter resten af p-pillerne som normalt i resten af perioden.

Husker du at tage p-pillen inden for de første 12 timer, er du stadig beskyttet. Er der gået mere end 12 timer fra du burde have taget pillen, kan du ikke regne med fuld beskyttelse resten af perioden (altså indtil efter din næste menstruation). Brug derfor en supplerende præventionsmetode i denne periode, fx kondom. Følg dog altid instruktionerne på indlægssedlen i p-pille-æsken, da der kan være nogle variationer fra præparat til præparat.

Der er størst risiko for at blive gravid, hvis du glemmer din p-pille i 1 og 3. uge af din periode. I indlægssedlen i din p-pille-æske, kan du læse hvordan du skal forholde dig, alt efter hvilken uge, du har glemt p-pillen, og alt efter om du har sex eller ikke. Det kan blive nødvendigt at anvende nødprævention.

Hvis du glemmer 2 eller flere piller

Jo flere p-piller du har glemt, des større er risikoen for at blive gravid. Hvis du har glemt to eller flere p-piller, skal du fortsætte med at tage dine p-piller indtil din næste periode og samtidig bruge kondom. Det kan også være en god ide at spørge din læge til råds.

Kilder

www.præventionsguide.dk

www.medicin.dk


www.sexogsundhed.dk


www.Irf.dk


www.sexogsamfund.dk


Family Planning: A Global Handbook for Providers

Læses lige nu

Mest læste