Værd at vide om bulimi

Bulimi rammer primært de 15 – 25-årige. Unge mennesker, der beskæftiger sig inden for de meget krops- og vægtfokuserede arbejdsområder såsom elitesportsudøvere, aerobic- og fitnessinstruktører og modeller, er særligt udsat.

Hvor udbredt lidelsen egentlig er, er dog usikkert, da sygdommen ofte kan skjules i årevis for omgivelserne. Modsat anoreksi er mange bulimikere nemlig normalvægtige. Nedenfor kan du læse mere om sygdommen samt årsager og behandling af denne.   

Hvad er bulimi?

Bulimia Nervosa betyder nervøs overspisning. Sygdommen er karakteriseret ved en enorm spisetrang efterfulgt af opkastninger. Ofte ses i kombination hermed et stort forbrug af afførings- og vanddrivende piller for at hindre at man tager på i vægt som følge af det abnormt store madindtag.  

Diagnose

En række diagnostike kriterier skal være opfyldt, før lægen kan stille diagnosen bulimi:

• Man har spiseanfald mindst to gange om ugen over en periode på min. 3 måneder (kendetegnet ved kontroltab i forbindelse med indtagelse af store mængder mad indenfor et kort interval – max 1 time)
• Spisetrang (craving)
• Forstyrret legemsopfattelse med frygt for fedme
• Forsøg på at modvirke vægtøgning ved mindst en af de følgende handlinger:
  • Opkastning
  • Brug af afføringsmidler
  • Fasten
  • Slankepiller, vanddrivende midler (diuretika)
  • Motion mv.

Hvorfor får man bulimi?

Bulimi er ikke udløst af en enkelt begivenhed og ingen teori kan give endegyldigt svar på, hvorfor nogle personer får bulimi. Forskning inden for området peger dog på følgende tre faktorer som mulige årsager:

Slankekure

De fleste personer der får bulimi har forinden været på slankekur eller har tidligere lidt af anoreksi. På et tidspunkt i forløbet sender personens hjerne så stærke sultsignaler, at trangen til mad bliver uudholdelig. Personen oplever et kontroltab og kan ikke stoppe med at spise. Herefter vil personen ofte opleve voldsom dårlig samvittighed og ubehaget ved at have forspist sig, og det medfører forsøg på at kaste maden op. 

Nye undersøgelser viser, at alene dét at være på slankekur kan udløse bulimi. Dette skyldes at nogle menneskers signalproduktionen i hjernen er genetisk disponeret til at være særlig sensitiv for kalorierestriktion. Det viser sig i praksis ved, at hjernen udsender nogle meget kraftige sultsignaler ved lavt kalorieindtag. Disse sultsignaler opleves endnu kraftigere af personer, der har en lav forekomst af transmitterstoffet serotonin (læs mere under afsnittet vedr. biokemiske årsager).

Psykiske årsager

Nogle undersøgelser tyder på, at op mod halvdelen af dem, der lider af bulimi har haft en klinisk diagnosticeret depression. Det er dog uvist, om depressionen har forårsaget spiseforstyrrelsen eller omvendt.

Bulimi er kun registreret i højt udviklede lande. Nogle mener, at sygdommen hænger tæt sammen med vores kultur og mediernes skønhedsideal.

Ofte har den, der udvikler bulimi et lavt selvværd og vil gerne elskes af alle. Personen har som regel svært ved at håndtere følelser, hvilket overføres til noget håndterbart: mad. Maden bruges til at dæmpe ubehagelige følelser og til at udfylde et tomrum af utilstrækkelighed. Opkastningen bliver et middel til at rense sig og slippe af med skyldfølelsen.

Genetiske og biokemiske årsager

Den seneste forskning har fundet biokemiske uregelmæssigheder i bulimikeres hjerne. Specielt har man hos bulimikere fundet mangler, hvad angår de signalstoffer, der regulerer mæthedsfølelsen. En ny undersøgelse har kædet bulimisk adfærd sammen med manglende tryptofan i kroppen. Tryptofan er en naturlig forekommende aminosyre, der findes i adskillige fødevarer (f.eks. ost og kød). Stoffet bruges til at danne serotonin, der spiller en vigtig rolle i appetitreguleringen. Man har endvidere fundet, at mange bulimikere har en lavere forekomst af leptin - et protein, der forhindrer fødeindtagelse. I modsætning til de fleste mennesker, der kun spiser, når de er sultne, reagerer bulimikere på den blotte tilstedeværelse af mad.

Et studie omhandlende 1900 tvillinger tyder endvidere på, at bulimi kan være arvelig. Mere forskning på området er undervejs for at afklare, hvilke gener der spiller ind.

Et enkelt studie har peget på, at hormonel ubalance måske kan hænge sammen med udviklingen af bulimi. I følge studiet har nogle bulimikere for meget af hormonet testosteron, som fremmer følelsen af sult, og for lidt af hormonet østrogen.  

Hvad er de helbredsmæssige konsekvenser?

Vægten hos den syge bulimiker er som regel indenfor normalområdet, det vil sige indenfor et BMI på 18,5-25. Man kan derfor ikke af den fysiske fremtoning se, hvor syg personen er - i modsætning til personer der har anoreksi.

Gentagne opkastninger resulterer desuden i, at spytkirtlerne omkring kæberne hæver, og man får ofte et meget pluskæbet ansigt. Mange der lider af bulimi bruger to fingre i halsen til at fremprovokere opkastning. Den gentagne gnidning mellem tænder og knoer skaber efterhånden sår på knoerne. Endvidere kan bulimi lede til knogleskørhed (osteoporose).

Kan man dø af bulimi?

I enkelte tilfælde er det set, at mavesækken er sprunget som følge af det overdrevne madindtag – med døden som udgang.

Ydermere bevirker de hyppige opkastninger samt misbrug af afførings- og vanddrivende piller ændringer i blodets salte, hvilket kan føre til hjertestop. Hvor mange der egentligt dør som følge af bulimi er uvist, da størstedelen af dødstilfældene registreres som hjertestop eller selvmord og dermed ikke linkes til spiseforstyrrelsen.

Hvordan forebygger man bulimi?

Det mest effektive er at forebygge, at sygdommen udvikler sig og ender i en kronisk sygdomstilstand. Eftersom den seneste forskning tyder på, at kalorierestriktion kan udløse voldsomme modreaktioner i hjernen, såfremt man er genetisk disponeret for det, bør man undgå faste og slankekure.

Ønsker man at tabe sig, kan dette gøres ved en nænsom livsstilsomlægning, hvor motion og sundere kostvaner inddrages. Mennesker, der er tilbøjelig til bulimisk adfærd, skal være opmærksom på at få mange små måltider i løbet af dagen. Det gør, at blodsukkeret holdes stabilt, og man undgår de stærke sultsignaler, der kan føre til overspisning.

Hvordan behandler man bulimi?

Bulimi behandles enten ambulant eller via intensiv indlæggelse afhængig af sværhedsgraden. Begge tilbud omfatter som oftest samtaleterapi enkeltvis og/eller i grupper. Den psykiske terapi kan kobles med medicinsk terapi (”lykkepiller”). Medicinsk terapi har vist sig at hjælpe, da mange bulimikere har et underskud af signalstoffer i hjernen. Mange behandlingssteder er begyndt at sætte mere fokus på kostterapi, idet man gennem intensiv fokus på kosten biokemisk sandsynligivs kan ændre bulimikeres mangel på førnævnte signalstoffer.

Gode links hvis du vil vide mere om behandling af bulimi og spiseforstyrrelser: