Hovedret - Stegt hellefisk med tomat, kammusling og appelsin-tagetes

Hellefisk er en spændende og meget kødfuld fisk der med sit faste kød er ideel til stegning. Appelsin tagetes er en ”glemt” dansk krydderurt der med sine små gule spiselige blomster er med til at sætte prikken over i´et i retten. Bon appetit!

4 personer

Tid:

1 ¼ time
Sværhedsgrad: middel

Ingredienser

  • 1 kg hellefisk i 4 portionsstykker
  • 12 stk. store kammuslinger
  • 10 stk. økologiske flasketomater
  • 1 stængel vild karse
  • 1stk stort bananskalotteløg
  • 1 bundt kørvel
  • 100 gram afklaret smør
  • Skal af 2 økologiske citroner
  • 2 spsk. blå birkes
  • 1 potte appelsin tagetes
  • Olivenolie
  • Salt og hvid peber

Fremgangsmåde

  1. Hellefisken portioneres i 4 lige store stykker. Kammuslingerne tørres for væske. Flasketomaterne krydses og blancheres forsigtigt. Derefter skæres tomaterne i både og kernerne fjernes.
  2. Skalotteløget skæres i meget tynde strimler, kørvel plukkes i buketter, karsen plukkes fint.
  3. Det afklarede smør tilsættes skallen fra citronerne og lidt salt. Derefter koges smørret op og tilsættes derefter blå birkes og små fine stykker af appelsin tagetes.
  4. Fisken steges sprød og kammuslingerne ligeledes. Tomatbådene skæres i strimler og derefter små tern.
  5. De stegte kammuslinger anrettes med olivenolie, tomat, skalotteløg og karsen. Fisken anrettes på tallerken, overhældes med den varme citronsmør og pyntes af med kørvel.
  6. Sort pasta kan serveres til eller små stegte kartofler.

Læses lige nu

Mest læste